Græshoppemusik

a kammeraterne inde i land stod og så efter os, og afstanden havde gjort dem til små tumlinger, da jog nordvestblæsten farende sodskyer forbi solen, og det peb i mast og alt, hvad blæsten kunne finde at pibe i. Det peb for storm, sagde min erfarne makker, og jeg tvivlede ikke på hans ord, for bølgerne, der kom væltende imod os, havde allerede stormfart og kløvedes mod stævnen til hvide frådevinger.

er ingen ynder at lange indledninger, men hvad drikkekopperne er for minken bag ståltråden, det var bækken og min barndoms tørvegrave for mig. Og var jeg så heldig, at forårstøbrud eller efterårsregnskyl lavede oversvømmelser neden for mit hjems vinduer, så blæsten kunne sætte bølger, og bølgerne skum. Ja, så teede jeg mig som minken, der har et par friske vanddråber funklende i knurhårene. Jeg ikke blot inddrak, nej – jeg inhalerede dunsterne fra verdens tilblivelse: Storm og vand – og ravede rundt i en havstemning, som jeg den gang ikke kendte årsagerne til.