Nanna Heggelund Christensen bevæger sig med et kalejdoskop rundt i adoptionsdebattens stumper og mønstre i en blanding af fiktion og fakta med nedslag i både den sydkoreanske og den danske socialhistorie fra starten af 1900-tallet og fremad. Blandingen skal vise, hvordan adoptionsproblematikken befinder sig på paradoksernes holdeplads og i lommen på den store historie. Teksten er bygget op i en cirkelstruktur med fiktive danske og koreanske personer, der alle på forskellig vis har erfaringer med adoptionsvæsen, plejebørn og forsorg, både den danske og den koreanske, fra 1955 til ca. 2008. Vi ender ikke helt, hvor vi begynder, og der bringes ingen løsninger. Teksten spejler både gru og glæde, liv og død, rodfæstethed og identitetskamp. Både forfatter og læser blander sig i snakken.
