Mefisto

Denne militært organiserede, disciplinerede, indeksercerede ungdom kendte kun et mål, havde kun et perspektiv – revanchekrigen, erobringskrigen: Elsass-Lothringen er tysk, Schweiz er tysk, Holland er tysk, Danmark er tysk, Tjekkoslovakiet er tysk, Ukraine er tysk, Østrig er så tysk, at der egentlig slet ikke er grund til at nævne det, Tyskland må have sine kolonier tilbage.

Da en bedaget romanforfatter, hvis bøger på grund af deres skrækkelige kedsommelighed ikke blev rørt af nogen, men officielt blev vurderet meget højt, foreslog at læse et kapitel fra sin trilogi »Et folk bryder op«, opstod der en vis panik. Flere af de uniformerede sprang op og greb mekanisk, men truende efter deres pistolhylstre, propagandaministerens grin blev fordrejet, Benjamin Pelz stønnede, som om han havde fået et frygteligt stød i brystet, fru Bella flygtede ud i køkkenet, Nicoletta lo skingert og nervøst – og situationen ville være blevet katastrofal, hvis Höfgen ikke havde reddet den med sin syngende, indsmigrende stemme. Det ville være meget herligt og lyksaligt at få lov til at høre et rigtigt langt og bredt kapitel fra trilogien »Et folk bryder op«, forsikrede Hendrik med et ansigt, der blev oplyst af et råddent smil.

Hvor mesterligt direktøren forstillede sig! Denne præstation var virkelig en stor skuespiller værdig. Man kunne jo faktisk tro, at det for Hendrik Höfgen kun drejede sig om penge, magt og berømmelse i stedet for undergravningen af det nationalsocialistiske regime.

Til sin skuffelse fik han i villaen af en ukendt vicevært at vide, at konsulinde Mönkeberg var død. Det lignede hende! Et møde, der ville have været pinligt for hende, unddrog hun sig ved flugt. Disse borgere med den fornemme gamle stil – disse patriciere uden penge, men med nobel fortid og sarte åndeliggjorte ansigter – blev de ved at være umulige at nå, kunne man aldrig træffe dem? Skulle det aldrig undes småborgeren, der var blevet mefistofelisk og i pagt med den blodige magt, at nyde sin triumf over dem?

Hvor let alting gik! Hvor lykkeligt alting føjede sig: Hendrik følte sig som lykkens yndling. Denne store gunst er simpelt hen faldet i mit skød, sådan tænkte han. Skulle jeg have afslået så megen glans? Der var ingen i min situation, der ville gøre det – hvis nogen vil påstå det, vil jeg kalde ham en svindler og hykler. Det havde ikke passet til mig at leve som emigrant i Paris – det havde simpelt hen ikke passet til mig! besluttede han med trodsigt overmod.

Doktor Ihrigs kategoriske domme blev betragtet med hellig alvor af alle, der regnede sig til den venstreorienterede avantgarde, selv om dommene fremkom i en højkapitalistisk avis’ spalter. For på den tid elskede børsbladene at tillade sig den spøg at have en marxistisk kulturredaktion – det gav et pikant anstrøg og kunne ikke for alvor genere nogen. Livets alvor herskede i erhvervsstoffet. I kronikken – som ingen seriøs forretningsmand nogen sinde så – fik en rød pave lov til at rase

Men anelsesvis og uden endnu at ville indrømme det over for sig selv, følte han for første gang en hemmelighedsfuld sammenhæng mellem sit eget væsen og den berygtede, fordærvede sfære, hvor der blev udtænkt og udført vulgære skurkestreger som denne brandstiftelse.

»At liberalismen er noget overstået og ikke længere har nogen fremtid, det er vel en kendsgerning, som vi ikke behøver at diskutere mere,« siger litteraterne, og de bliver hverken modsagt af bokserne eller af bankiererne.

Lærde skal ikke blande sig i sager, som de ikke forstår sig på – det er alle enige om – og for resten opfatter man det som skabagtig selvrådighed at svømme mod strømmen. Som moderne menneske har man forståelse for den fremtidssvangre nationalsocialistiske bevægelse, der rummer så mange positive elementer, og som nok snart vil aflægge de forstyrrende småfejl, som for eksempel denne ubehagelige antisemitisme.

Alle kultiverede mennesker burde være enige om, at der kun findes én metode i forhold til disse nationalsocialister: den opdragende. Vi må sætte alt ind på at tæmme disse mennesker ved hjælp af demokratiet. Vi må vinde dem i stedet for at bekæmpe dem. Vi må omvende disse unge mennesker til republikken. – Og for øvrigt« tilføjer de socialdemokratiske eller liberale herrer med fortroligt dæmpet stemme og alvorligt blik, »og for øvrigt, kære gehejmeråd: Fjenden står til venstre.«