Stjernestunder

Men nu, hvor han er tvunget til uvirksomhed, vil han i det mindste bruge den i overensstemmelse med Scipios fortrinlige ord; om sig selv sagde Scipio, at han ”aldrig havde været mere virksom, end når han ikke havde noget at gøre, og aldrig mindre ensom, end når han var alene med sig selv”.

For anden gang er Marcus Tullius Cicero flygtet fra verden tilbage til sin ensomhed. Nu har han endegyldigt erkendt, at han som lærd mand, som humanist og rettens forsvarer lige fra begyndelsen var forkert placeret i en sfære, hvor magt gælder som ret, og hvor skrupelløshed virker mere befordrende end visdom og forsonlighed.

Men gang på gang gentager den tragedie sig i historien, at netop åndsmennesket, fordi han i sit indre tynges af ansvaret, i det afgørende øjeblik sjældent bliver et handlingsmenneske. Gang på gang den samme splittelse i det intellektuelle, skabende menneske: Fordi han ser tidens dårskab tydeligere, drages han efter at gribe ind, og i sin entusiasme kaster han sig lidenskabe­ligt, men kortvarigt ind i den politiske kamp. Men samtidig tøver han også med at besvare magt med magt. Hans indre ansvarsfølelse får ham til at vige tilbage over for terror og blodsudgydelse, og denne tøven og hensyntagen netop i dette eneste øjeblik, der ikke kun tillader, men ligefrem kræver hensynsløshed, lammer hans kraft.

Men gang på gang gentager den tragedie sig i historien, at netop åndsmennesket, fordi han i sit indre tynges af ansvaret, i det afgørende øjeblik sjældent bliver et handlingsmenneske. Gang på gang den samme splittelse i det intellektuelle, skabende menneske: Fordi han ser tidens dårskab tydeligere, drages han efter at gribe ind, og i sin entusiasme kaster han sig lidenskabe­ligt, men kortvarigt ind i den politiske kamp. Men samtidig tøver han også med at besvare magt med magt. Hans indre ansvarsfølelse får ham til at vige tilbage over for terror og blodsudgydelse, og denne tøven og hensyntagen netop i dette eneste øjeblik, der ikke kun tillader, men ligefrem kræver hensynsløshed, lammer hans kraft.

Nu kan der ikke ske noget lykkeligere for et åndfuldt menneske end at blive udelukket fra det offentlige, politiske liv; derved rykkes tænkeren, kunstneren ud af den sfære, der er uværdig for ham, og som kun kan beherskes med brutalitet eller listighed, og sender ham tilbage til hans indre urørlige og uforgængelige sfære. For et intellektuelt menneske bliver enhver form for eksil en tilskyndelse til indre fordybelse, og Cicero oplever denne velsignede modgang i det bedste og lykkeligste øjeblik.

Ubarmhjertigt bliver først de uerfarne tropper, basjibozukkerne, sendt mod murene – deres halvnøgne kroppe tjener i sultanens angrebsplan på en måde kun som stormbukke, der er bestemt til at udmatte og svække fjenden, før kernetropperne bliver sat ind til det afgørende stormløb. Med hundreder af stiger løber de, pisket frem, i mørket, de klatrer op til tinderne, bliver kastet ned, løber atter op, igen og igen, for de har ingen vej tilbage: Bag ved dem, der blot er værdiløst menneske­materiale udset til at blive ofret, står allerede kernetropperne, som hele tiden driver dem frem mod den næsten sikre død.

Hvis et under eller noget vidunderligt skal ske, er den første betingelse altid, at en enkeltperson tror på dette under. En uforbederlig persons naive mod kan netop der, hvor de lærde tøver, give det frugtbare skub fremad, og som for det meste er det også her en ren tilfældighed, der sætter det storslåede foretagende i gang.

afbrydelse af opførelserne, så begynder den spanske krig, på de offentlige pladser samler menneskene sig hver dag skrigende og syngende, men teatret står tomt, og gælden hober sig op. Så kommer den hårde vinter. London bliver ramt af en så hård kulde, at Themsen fryser til, og slæderne med deres klingende bjælder glider hen over den spejlglatte flade; alle sale er lukkede i denne hårde tid, for selv ikke englemusik kunne trodse en så grusom frost inden døre. Derefter bliver sangerne syge, den ene forestilling efter den anden må aflyses; Händels vanskelige situation bliver værre og værre. Kreditorerne presser på, kritikerne spotter, publikum er ligeglad og stumt; efterhånden mister den fortvivlet kæmpende modet. En velgørenhedsforestilling har lige akkurat reddet ham fra gældsfængslet, men hvilken skam at måtte tigge for at klare skærene! Händel trækker sig mere og mere tilbage, hans sind bliver mørkere og mørkere. Var det ikke bedre, da den ene side af hans krop var lam, end at hele sjælen er det? Allerede i 1740 føler Händel sig igen som en besejret, slagen mand, som slagger og aske af den berømmelse, han havde engang. Møjsommeligt sætter han stykker sammen af tidligere værker, af og til skaber han stadig små ting. Men den store flod er tørret ud, det er forbi med urkraften i den nu helbredte krop; for første gang føler denne store mand sig træt, for første gang føler den herlige stridsmand sig besejret, for første gang føler han, at skabertrangens hellige væld er standset og tørret u

to fight for the new order, agreeably if we can, disagreeably if we must

”Since the discovery of Columbus, nothing has been done in any degree comparable to the vast enlargement which has thus been given to the sphere of human activity.”