Gåden om Alaska

“Tænk sort. Tænk fornuftigt. Behageligt, men varmt.”

Nu tror jeg at vi er større end summen af vores enkelte dele. Hvis man tager Alaskas genetiske kode og tilføjer hendes livserfaring og hendes forhold til andre mennesker, og man så tilføjer størrelsen og formen af hendes krop; så får man ikke hende. Der er en del af hende der er større end summen af de dele der kan erkendes. Og den del må forsvinde et sted hen, for den kan ikke gå til grunde.
Selvom der ikke er nogen der vil beskylde mig for at være et geni til fysik, har jeg alligevel lært én ting i fysiktimerne, og det er at energi aldrig er blevet skabt og aldrig kan gå til grunde. Og hvis Alaska tog sit eget liv, er det det håb jeg ville ønske jeg kunne have givet hende. At glemme sin mor, at svigte sin mor og sine venner og sig selv – det er forfærdelige ting at gøre, men hun havde ikke behøvet rette det mod sig selv og ødelægge sig selv. Den slags forfærdelige ting kan man overleve, fordi vi er lige så umulige at ødelægge som vi selv tror vi er.

Man kan ikke brænde et sted som nogen har fundet på.

En kvinde så stærk at hun brænder himlen og gennemvæder helvede. Alaska ville godt have kunnet lide hende Rabe’a, skrev jeg i min blok.

Knaldene sluttede, og en stemme råbte: “SÅ STOPPER I!” Men vi stoppede ikke. At stoppe indgik ikke i planen.
“Jeg er en motherfucking ræv,” hviskede Takumi både til sig selv og til mig. “Der er ingen der kan fange ræven.”

“Gosh, det er så længe siden jeg har hørt om baser, at jeg helt har glemt hvad tredje base går ud på,” svarede Obersten. “Jeg ville vende øjne ad dig hvis jeg bare kunne tillade mig at se væk fra skærmen.”
“Kysse, Kæle, Kusse, Knalde. Man skulle tro du havde sprunget tredje klasse over,” sagde Alaska.
“Jeg sprang tredje klasse over,” svarede Obersten.

Det eneste jeg hørte, var: “OP! Er du klar over hvad klokken er?”
Jeg så på uret og mumlede fortumlet: “Den er 7.36.”
“Nej, Prop. Den er party time! Vi har kun syv dage igen inden de andre kommer tilbage. Du fatter bare ikke hvor dejligt det er at du er her. Sidste år tilbragte jeg hele thanksgiving­ferien med at lave et kæmpestort lys ud af alle mine små lys. ER du syg, hvor var det kedeligt. Jeg talte tagstenene. Syvogtres rækker lodret, otteogfyrre vandret. Der kan man snakke om lidelse! Det var ren tortur.”

“Skændes,” sagde jeg, og så – forvirret, næsten ude af stand til at køre længere – tilføjede jeg: “… er rart.”
“Ja. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu. Jeg mener, det var rart at have hende. Jeg er en skør skid, Prop. Hvad skal jeg stille op med det?”
“Du kan skændes med mig,” sagde jeg og slap joysticket og lænede mig tilbage i skumgummisofaen og faldt i søvn. Mens jeg svævede væk, hørte jeg Obersten sige: “Jeg kan sgu da ikke blive gal på dig, din harmløse, magre skid.”

“Jeg ved ikke om det er det rigtige tidspunkt at sige det på,” råbte Obersten til Uhyret, “men Takumi her var sammen med din kæreste lige inden kampen.”
Det fik alle til at grine – undtagen Uhyret som vendte sig væk fra sidelinjen og roligt kom gående hen imod os med bolden.
“Jeg tror vi smutter nu,” sagde Takumi.
“Jeg er ikke blevet smidt ud,” svarede Obersten.
“Senere,” sagde Takumi.

“Sommetider forstår jeg dig ikke,” sagde jeg.
Hun kiggede ikke engang på mig. Hun smilede bare i retning af fjernsynsapparatet og sagde: “Du forstår mig aldrig. Det er det det hele går ud på.”