eg har omfavnet parfumeduftende mænd bag pompøse himmelsenges tunge silkeportierer; jeg har talt de blanke knapper i stramtsiddende uniformer og, stående bag en skærm mens jeg klædte mig af, hørt den klirrende lyd af sabelen, der blev lagt på et bord; jeg har taget med min lille hånd om en svedig teaterdirektørs tunge – ja, De ved hvad jeg mener! – fordi han havde svært ved det og så gerne ville; alt det og meget mere har jeg gjort, så hvorfor skulle jeg nu ikke gå ind i det mørke, hvor jorden er hård som sten, og hvor måske en eller anden laset nationalgardist venter mig som stinker af billig vin ud af munden og af sved under armhulerne, og hvis ansigtstræk jeg ikke en gang kan skelne i mørket?