Hulernes sang

Da hun havde sikret sig, at ilden var gået ud, stak hun resterne af den tilbage i oppakningen.

Han kan også godt lide Laramars barma, men han skal tids nok opdage, at Laramar ikke hører til Moderens bedste børn, sagde Proleva. – Han er ikke ligefrem den første, jeg ville

som skal afgøres i dag, begyndte den Første. – De omhandler ikke åndeverdenen og deslige, men derimod reelle problemer mellem Hendes Børn, og vi beder Doni om at overvåge vores udredning

Sveden drev af ham. Han gik foroverbøjet på grund af sidestik, og hans ben rystede, så de næsten ikke kunne bære ham hen til sengen inde bagest i Zelandoni-boligen. Ulv holdt sig tæt ved ham, stønnende og pustende med tungen hængende ud af gabet

reagere på den måde? Hvorfor havde sammenstødet fremkaldt den reaktion? Hun gav mig jo ren besked til festen. Hun gjorde det tydeligt for enhver, gjorde hun ikke? Hun holder ikke af dig længere, men hvorfor græd hun så?
Som regel når Jondalar gik tur langs floden, vendte han om, når solen nåede zenit, midt på dagen. Men ikke i dag. I dag var han

højestrangerende åndelige ledere vendte sig mod deres fæller og gav dem nogle instrukser. En hektisk aktivitet opstod, da adskillige styrtede ud og hastede ned til Zelandoni-boligen

Ayla undrede sig. Hvad betød det? Pludselig antog verden under hende en anden dimension, men den forblev ildevarslende og uvirkelig. Folkene var væk, og ligeså de mærkelige geometriske former. Det var en tom, trøstesløs, vindblæst prærie. To mænd dukkede op, brødre, selvom ingen ville have gættet det. Den ene

Da hun nærmede sig foden af det lille højdedrag, hvor hulen lå, lagde hun mærke til, at buskadset og træerne, der skjulte åbningen til de underjordiske kamre, var blevet ryddet af vejen. Jord og grus, der havde hobet sig op ved åbningen, var også blevet fjernet, så der nu var en større indgang.
Selvom

der blev forventet af dem, og der var ikke mulighed for afvigelser. Rollerne var klart defineret. Man vidste, hvor man hørte til, accepterede sin rang, forstod sin opgave og kendte sin plads. Livet

samme ængstelse og fortvivlelse som Ayla. Han havde så vidt muligt holdt sig for sig selv siden den store ceremoni, hvor hemmeligheden bag mænds skabelse blev afsløret. Han huskede kun vagt hændelserne fra den aften. Han kunne huske, at han slog Laramar