Det religiøse sprog

Men det religiøse sprog taler jo også andre steder, i salmen f.eks., men også i bønnen, i taksigelsen, i anråbelsen, i løftet, i angeren osv.

Det mytiske og det religiøse sprog er sproget i sin sandhedsetablerende og altså oprindelige funktion. Det taler på egen hånd, og selv når en eller anden, jeg, overtager det og taler det, er det alligevel ikke mig, der taler det, men det taler gennem mig. Jeg kan overtage det og tale det, men jeg kan ikke tage det i besiddelse som mit eget, hverken som udsiger eller tilhører.

Igen står vi i dilemmaet: enten er påstandene virkelig meningsløse – eller de er myte-ord, der under ét er rent budskab og ren handling, men uden nogen som helst informationsværdi. Og vi véd jo, hvor de tre påstande som myte-ord er hentet fra: fra skabelses-, syndefalds- og forløsningsmyter.

Til gengæld er det religiøse sprog, ritualets ord, i stand til at tale. Sådan har det været til alle tider og alle vegne, og vi kristne kan også udtale os.

har man kun det rationelle sprog til sin rådighed, er man pinligt og desorienteret stillet.

alt, hvad det rationelle sprog sagde, sagde alligevel ikke noget eller sagde aldrig det væsentlige.

kun i det religiøse sprog kan det altid flygtende liv fastholdes som det i umodificeret forstand virkelige og alvorlige.

i de situationer, der overskrider det rationelle univers’ grænser, og i hvilke det rationelle sprog derfor ikke véd, hvad det skal sige.

Det rituelle udsagn er åbenbart udstyret med de påfaldende karaktertræk, at det ikke har en udsiger, og at det nok bliver udsagt til en, men ikke til en tilhører, og at det derfor ikke har nogen på rationel måde iagttagelig effekt. Konklusionen er, at i det rituelle udsagn er sproget virkelig komplet alene med sig selv. Ingen siger det, ingen hører det, ingen reagerer på det, og det har ikke noget rationelt begribeligt indhold. Man kan deraf slutte ét af to: enten er det rituelle udsagn ikke noget udsagn overhovedet; det har hverken sandhed eller mening; eller det rituelle udsagn er selve udsagn-begrebets tilblivelse, thi i sig selv som udsagn etablerer det sandheden og grundlægger meningen, og dermed er et kristenmenneske blevet til.

Med det rituelle udsagn er sagen en anden. Dåbsudsagnet siges nok af præsten, men kun i den forstand, at han lægger åndedræt og stemmebånd til. Udsagnet tilhører aldeles ikke præsten, udgår ikke fra ham. Hvis det var tilfældet, måtte han hellere stryge bemærkningen og i stedet holde en festtale. Vi nødes til at hævde, at udsagnet slet ikke udsiges af nogen, at det udsiger sig selv, og at det just derved er selve oprindelsens sprog. Det er ren epifani, thi det er jo et myte-ord: og det fastslog vi tidligere: det ejendommelige ved mytens beretning er, at den ikke har nogen forfatter – selv om den i triviel forstand må være forfattet af en eller anden.