Skygge-Baldur

Han løftede det der var tilbage af ræven, op med kniven og stirrede ind i de grålige øjne. Over pupillerne lå der en hinde af is som på en sø på højsletten under den første stille frost, men præsten så kun dette:
Den var definitivt død.

Ved daggry næste morgen stoppede ræven op og sagde:
– Ja, ja, kære pastor, hvad gør vi nu?
– Vi kunne skændes,
svarede han.
– Og hvad skulle vi skændes om?
spurgte den.
– Elektriciteten,
sagde præsten.
Ræven så på ham som om han var idiot:
– Tror du en fjeldskabning som jeg har nogen som helst forstand på elektriciteten? Der tager du uhyggeligt fejl …

En gråbrun hunræv ligger tæt ind til sin sten og lader den kraftige blæst feje hen over sig. Den vender bagdelen mod vinden, ruller sig sammen og stikker snuden ind under baglåret, lukker øjnene halvt så pupillen lige skimtes. Og sådan holder den øje med manden som ikke har rørt sig siden han lagde sig under den fremspringende snedrive her på Asheimars øverste skråninger – for omtrent atten timer siden.

Ræven var den fuldmagt som overlod ham en opgave at udføre i virkelighedens verden.

Så sker det en aften at han begynder at t

For foden af ham ligger en frodig dal, lang og ret snæver. Skråningerne er smukke, dækket af græs og pilekrat. I midten løber en flod, under overfladen glinser bækørreden, og ovenpå flyder thorshanen.

Skælvende står han på randmorænen og indånder den kølige fjeldluft i fulde drag. Morgensolen velsigner og vederkvæger ham

Blodet hamrede i tindingerne

Snart labbede den blodsporene i pelsen i sig, snart borede den snuden ind til hårrødderne og nappede i sig selv som om den aflusede sig før dommedag

Og ræven sprang frem på hulens gulv. Den drejede sig en hel gang rundt om sig selv, satte sig på rumpen – og begyndte at vaske sig som en huskat