Djævelske mekanismer 2. Urværksprinsen

„Dæmonkopper,“ sagde Will med sejrens sødme i stemmen.

„Min elskede, du er indisponibel! Du skal ligge i sengen i de næste otte måneder. Lille Buford –“
„Jeg kalder ikke vores barn for Buford.

Jeg slår hende ihjel, tænkte Tessa. Så kan hun synge om det.

„Du siger ´dæmonkopper´ på samme måde som andre siger ’en rig onkel i Amerika´. Er du virkelig så begejstret?“

„Årh, hold nu op,“ sagde Jem og sparkede kærligt Will over anklen.
„Hun stjal min plan!“
„Will,“ sagde Tessa bestemt. „Hvad ser du helst? At planen bliver ført ud i livet, eller at du får æren for den?“
Will pegede på hende. „Det …“ sagde han. „Det sidstnævnte.“

„Astriola,“ sagde han. „Det er dæmonkopper. Du har ligget inde med beviset på eksistensen af dæmonkopper uden at fortælle mig det! Et tu Brute!“ Han rullede pergamentet sammen og daskede Jem i hovedet med det.

„Må dæmonkopper ramme alle deres huse!“ råbte han med et gab.
„Åh, nej, nu kan vi se frem til flere ugers vittigheder om dæmonkopper,“ sagde Jem. „Vi får aldrig fred.“

„Gideon har lige fundet ud af det. Hans far ved ikke, at han ved det.“
„Jamen, kæreste pigebarn dog,“ sagde Henry og så lamslået på sin kone. „Sig det.“
„Dæmonkopper,“ svarede Sophie. „Mr. Lightwood har dæmonkopper og har haft det i årevis. Sygdommen vil tage livet af ham om få måneder, hvis han ikke får den nødvendige kur. Og Mortmain har sagt, at han kan skaffe den.“
Stuen var pludselig ét stort virvar. Charlotte fór over til Sophie, Henry råbte efter hende, Will sprang op fra stolen og dansede rundt i cirkler. Tessa blev måbende siddende sammen med Jem. I det samme begyndte Will at synge en sang om, at han altid havde haft ret angående dæmonkopper.
„Dæmonkopper, åh, dæmonkopper
Hvordan bliver man dog ramt?
Gå til den mørke del af byen
Hvor livet ej er tamt.
Dæmonkopper, åh, dæmonkopper
Jeg har haft det mit hele liv –
Nej, ikke kopper, I fæle lopper,
Jeg mener denne her sang
For jeg har ret og I tog fejl denne gang!“

Henry hævede sit ene øjenbryn. „Måske er han blevet bortført og erstattet af en automaton,“ foreslog han. „Det er sandsynligt …“
For en enkelt gangs skyld var Charlotte enig med ham.

Jeg befinder mig i en varulvs hus, tænkte Will, jeg bliver trøstet af en warlock, og der ligger en dynge aske efter en dæmonafbrænding få meter væk. Hvem skulle have troet, at det ville blive sådan en aften?