I Mexico er oprørerne ved at samle sig under El Halcons faner. Det kan blive meget alvorligt, for oprørerne bliver forsynet med de mest moderne amerikanske våben. Guvernøren ønsker at sætte en stopper for våbensmuglerierne, der kan bringe det gode forhold mellem Mexico og De forenede Stater i fare, og det bliver hans to bedste mænd, Bannerman og Colt, der får opgaven.
Men sagen er langt større og farligere, end selv guvernøren aner.
Keith Hetherington (f. 1929) er en australsk forfatter, der har udgivet mere end 600 titler. Han har skrevet bøger i flere forskellige genrer, men er primært kendt for sit enorme bidrag til westerngenren. Her har han blandt andet udgivet adskillige bøger i serien “Bannerman og Colt”, der første gang så dagens lys i 1978 med bogen «Guvernørens penge”. Hetherington startede sin skrivekarriere allerede i sine teenageår og har udgivet bøger lige siden. Han har skrevet under adskillige pseudonymer, hvoraf Kirk Hamilton, Jake Douglas og Clayton Nash er nogle få eksempler.
“Bannerman og Colt” er en westernserie om de to hårdtslående følgesvende Yancey Bannerman og Johnny Colt, der gang på gang står overfor banditter og slyngler – og ofte må tage både næver og revolvere i brug for at opretholde loven og retfærdigheden.