Svensktimen med Irene, som eleverne kaldte Irene Desperation, var ved at være slut.
Ingen arbejdede længere med de grammatikopgaver, hun havde givet dem. De snakkede næsten alle sammen med hinanden i små grupper.
Hun råbte ikke for at overdøve dem, talte i stedet ekstra lavt.
»Vi skal se en film næste gang,« sagde hun.
Lydniveauet dalede til en opmærksom mumlen.
»Det er en svensk film,« fortsatte hun. »Udvandrerne. Den er lang, men vi slår svensk og samfundsfag sammen, og så får I fri tirsdag morgen.«
»Jeg kan ikke lide svenske film,« råbte Daniel.
»Mere end en million svenskere udvandrede til Amerika i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Filmen handler om det – om hvorfor de tog af sted, og om hvordan det var at komme til det nye land.«
»Den er jo totalt gammel. Hvorfor skal vi se det lort?« stønnede Ville.
»Det er en klassiker. Den bygger på en roman af Vilhelm Moberg, en berømt svensk forfatter. Når vi har set filmen, skal vi tale om den. Hvis I vil have gode karakterer, må I også gerne læse lidt i bogen.«
»Kan vi ikke se Scarface i stedet for?« foreslog Daniel. »Det er også en klassiker.«
»Den har du vel allerede set hundrede gange,« sagde Rakel.
»Forstår I ikke, at filmen handler om folk, der kommer til et nyt land ligesom os?« sagde Jamila.
»Det gør Scarface også,« påstod Daniel. »Han er politisk flygtning og arbejder som opvasker, ligesom din far.«
»Politisk flygtning?« sagde Jamila. »Han er jo gangster.«
»Ingen af dem handler om mig. Jeg er ikke udvandret,« sagde Ville.