Da det forfaldne og forgældede gods Hjortholm går i arv til den forældreløse og oprørske Fanny, får egnen, og ikke mindst godsets personale, deres at se til. Men lidt efter lidt tæmmes hendes oprørskhed af den patriotiske ingeniør, Kongsted.
Sophus Gustav Bauditz, 1850–1915, forfatter. Født i Århus, hvor han som barn levede et aktivt og muntert friluftsliv, dog afbrudt af krigen i 1864, der bragte en alvor ind i hans liv. Efter at være blevet student rejste han til Kbh. for at studere jura. I storbyen mødte han en række kunstnere, særligt spillede forfatteren Thomas Lange og dennes litterære vægt på samspillet mellem menneske og natur en betydningsfuld rolle for Sophus Bauditz. Han var i en længere årrække ansat ved skolevæsenet; som dansklærer ved Borgerdydskolen på Christianshavn og som forstander for Det kgl. teaters balletskoles læseskole. I 1896 blev han skoledirektør i Kbh., først for de private skoler, siden også for de kommunale. Han var desuden litterær anmelder ved den nationalliberale avis «Fædrelandet».
I 1873 debuterede han om forfatter med de to små fortællinger «Ved Søen» og “I Skoven”, efterfulgt af flere småbøger, men først med novellecyklussen “Historier fra Skovrider-gaarden” fra 1889 lykkedes det ham at få et egentligt gennembrud. Hans udgivelser er præget af barne- og ungdomsårene i Århus og omegn, men i 1901 supplerede han forfatterskabet med en københavnerroman. Det var dog provinslivet, naturskildringerne og jagt- og friluftshistorierne, der optog ham mest. Derudover skrev han en række småting for teatrene. Sophus Bauditz‘ lette bøger med deres danske stemning og forsonende livssyn skaffede ham en stor læserskare i en tid, hvor dansk litteratur i øvrigt brød nye veje.
