Til trøst

At glemme et uløst problem er at fortrænge det, flygte fra det Det uløste problem følger med, også når vi ikke gør os det klart

Tidligt var han sin fars sjælesørger og måtte resten af livet bære på den byrde.

„Forbarmende Gud, hvor dog også min far i sit tungsind har gjort mig rædsom uret – en olding der læsser hele sit tungsind på et stakkels barn, for ikke at tale om det end forfærdeligere – og dog med alt dette den bedste fader“.

Så langt jeg kan huske tilbage, var jeg enig med mig selv om eet, at for mig var der ingen trøst eller hjælp at søge hos andre.

Fortvivlelsen, siger han, kan altid føres tilbage til det ene og samme: At et menneske vil af med sig selv. Den fortvivlede håber at døden i hvert fald vil gøre det af med fortvivlelsen, men da han ikke dør, bærer han dag ud og dag ind fortvivlelsen i sig som sygdommen til døden.

Det er altså på en gang menneskets frihed, at det kan forholde sig til en tid som endnu ikke er kommet – og dets problem.

hans sjæl fængslet i øjeblikkets tjeneste.“

Man kan naturligvis spørge om den syge er stillet så frit, at han eller hun kan vælge mellem bitre og hadefulde tanker på den ene side og „gode milde, velgørende og beroligende tanker“ på den anden side. Er det sygdommen der bestemmer holdningen eller holdningen der fremkalder sygdommen?
Jeg kan ikke nægte, at jeg har kendt mange mennesker hvis daglige bitterhed, følelse af forfordelthed, had til de nærmeste, slog indefter og ødelagde livet for både dem selv og omgivelserne. Men jeg ved ikke om man kan fylde et sind med gode tanker, når det er fyldt med onde og hadske. Det er nok lettere sagt end gjort, at en god glæde burde vare et helt liv og en ærgelse højst tyve minutter, da den ellers bliver til en ny ærgelse over den tid der gik til spilde med tom ærgelse. Kierkegaard taler dog ikke her som terapeut og „vær-positiv”-trøster, men som opbyggelig forfatter

Kierkegaard er inde på, at den indespærrede foruden den fysiske indespærring kan blive spærret inde af sine egne tanker, som kører og kører i ring om det håbløse, udsigtsløse, truende. De fleste kender det fra søvnløse nætters mareridtagtige kredsen om noget uløseligt.
Det er ham om at gøre, at Jette som patient ikke kommer ind i den onde cirkel, som skaber onde, destruktive, hårde og forbitrede og foruroligende tanker.
Det er yderst vigtigt at hvad man, åndelig forstået, indånder er gode og velgørende og milde og beroligende tanker. Det er et tema i Kærlighedens gerninger

Det har slået mig at psykiske patienter ofte føler sig klemt inde, den psykiske ufrihed slår over i en legemlig følelse af at være klemt. Armene sidder klemt tæt ind til kroppen, bevægelserne er hæmmet, man føler sig bogstavelig talt og kropsligt bundet på hænder og fødder. Den psykisk syge – især de mennesker jeg har truffet, der lider af en svær psykotisk eller neurotisk skyldfølelse – føler sig indespærrede. Omvendt kan den indespærrede ved dagligt at føle sig klemt i sin celles lukkethed lide af en frygtelig skyldfølelse på grund af indespærringen og klaustrofobien.
På hebraisk betyder ordet frelse oprindeligt at have meget plads omkring sig – at kunne strække sig frit ud. Det er altid spændende at se, hvordan man på et primitivt sprog har udtrykt et abstrakt begreb som frelse som noget fysisk erfaret: slaven der kommer fri af sin lænke kender det. Manden der tages ud af fangehullet. Den der troede sig indespærret i en umulig tilværelse og nu fik en ny befriende mulighed kender det