Fællestræk ved de fleste værdistrømsanalyser
Der er ikke én rigtig måde at udføre en værdistrømsanalyse på. Men der er nogle fællestræk, som vi erfaringsmæssigt har fundet frem til gennem de værdistrømsanalyser, vi har udført i forskellige virksomheder:
• Udføres af et team af relevante medarbejdere (områdeledere, leanforandringsagenter, medarbejdere fra de berørte områder, kunder og leverandører til områderne og ofte også tillidsmænd).
• Udføres som en koncentreret indsats på nogle få dage, da det er vigtigt at holde momentum i processen.
• Processen, der skal analyseres, tages i åsyn og gås igennem flere gange.
• Data hentes ved gemba (hvor processen udføres) og ikke i et ERPsystem, da data herfra ikke stemmer med virkeligheden alligevel.
• Der anvendes en række fastlagte ikoner til kortlægningen og til den fremtidige værdistrøm (lean-sproget). Det er derfor vigtigt at være nogenlunde tro mod de sproglige konventioner.
Forslaget til den fremtidige værdistrøm må ikke være mere ambitiøst, end det kan indføres på maksimalt tre-seks måneder, allerhelst inden for én måned. Første gang man laver et forslag til en fremtidig værdistrøm for et område, anbefales det, at man primært holder sig til at anvende det udstyr, de medarbejdere og den viden, man har i dag.
Når den fremtidige værdistrøm er indført, bliver den jo til den nye nuværende værdistrøm, og det giver anledning til udarbejdelse af en ny fremtidig værdistrøm.