Rester

være alene på landevejen nu, at jeg slet ikke kan holde ud at gå her alene. Hun svarer mig ikke, går hurtigt hen mod bilen. Jeg løber efter hende og stiger ind, hun begynder at køre.

Jeg venter i bilen, imens hun ringer op. Hun står med ryggen til mig i telefonboksen, hendes ene arm hænger stift ned fra kroppen. Jeg sidder og ønsker, at hun vil bevæge den, lade skulderen slippe den og læne sig lidt bagover. Hun lægger røret på og kommer tilbage til bilen.

De har fundet ham, siger hun, han fejler ingenting. Så slår hun mig hårdt i ansigtet. Jeg forstår dig godt, siger jeg og ser på hende. Han er hjemme nu, siger hun og kører tilbage.

Min mand sidder i stuen sammen med to ambulancefolk. De rejser sig, da vi kommer ind; så skulle alt være i orden, siger de og går. Min mand har røde kinder og et plaster i panden. Han sidder i sofaen med et tæppe omkring sig. Jeg var heldig, siger han, jeg kunne have været død. Ja, du kunne, siger hans søster og går hen imod ham. Han lægger en hånd på hendes arm, rækker ud efter mig med den anden. Ja, du kunne, siger jeg, det kunne du virkelig. Så nikker jeg i retning af køkkenet, jeg har noget derude, siger jeg og går baglæns.

Suppen er brændt på, den kan slet ikke spises, jeg får aldrig gjort gryden ren. Jeg smider den udenfor i skraldespanden og dækker den med en avis.

Jeg fortæller hende, hvad der er sket. Hun siger, at hun vil ringe til alarmcentralen med det samme. Hun vil også tage tøj på og køre ud og lede. Jeg beder hende om at hente mig først, jeg siger, at jeg ikke kan holde ud at sidde her og vente. Hun siger, at det er en omvej, hvis hun først skal hente mig, jeg siger, at hun er nødt til at tage mig med; jeg har jo haft kontakt med min mand og ved nogenlunde, hvor han befinder sig.

Cirka et par kilometer uden for byen og i nærheden af en tom gård, siger jeg til hende, da vi sidder i bilen. Hun spørger mig, hvad fanden jeg har tænkt på, hvor mange timer jeg har ladet hendes bror sidde i en bil i mørket og bløde, og så i denne her kulde. Sådan er det slet ikke, siger jeg, jeg ville vitterlig gerne have ringet efter hjælp, men han ville ikke have det, og i øvrigt blødte han næsten ikke. Det var kun en flænge i panden, siger jeg. Søsteren smider et kort over til mig og siger, at jeg måske i det mindste kan komme med et forslag til, hvor vi skal køre hen. Jeg siger, at vi skal køre syd om byen.

Under andre omstændigheder ville jeg bede hende om at sætte farten ned, men det kan jeg ligesom ikke tillade mig nu, har ingen ret til at frygte for mit eget liv.

Hun kører midt på vejbanen, vi holder øje med hver sin side af vejen, jeg ser hele tiden det, jeg ikke vil se; min mands krop liggende i en grøftekant, et mørkt omrids midt i mørket, mobiltelefonen, sat ud af forbindelse.

Vi er næsten nået hele vejen rundt om byen, da jeg opdager bilen. Vi kører derhen, og det ser ganske rigtigt ud, som min mand forklarede; bilen er skredet i et sving og kørt frontalt ind i en træstub på lidt over en meters højde.

Vi kører et stykke ud ad landevejen, denne gang meget langsomt. Min mands søster bremser og kaster en lommelygte over til mig, vi stiger ud. Vi går i hver sin side af vejen, lyser og kalder, finder intet. Så går vi tilbage til bilen og kører længere frem, gentager proceduren. Der er ikke noget at se, slet ikke nogen spor.

Min mands søster siger, at hun vil køre hen til en telefonboks og kontakte alarmcentralen, høre, om de har fundet ham. Imens kan jeg så fortsætte med at lede. Jeg siger, at jeg ikke vil

hende, det var en gammel dame, han aldrig har set før.
Vi går tilbage i seng, klokken er kvart i tre. Vi ligger og vender os i sengen, elradiatoren larmer, Anders står op og slukker den, sætter sig på sengekanten. Jeg siger, at hun må have været meget stærk, den gamle dame, eftersom hun kunne tvinge ham til at kysse sig. Anders spørger, om jeg vil med ind i stuen og dele en øl, han kan ikke falde i søvn nu. Jeg spørger, hvorfor han kyssede hende. Han siger, at hun var en gammel stakkel.
Vi sidder i hver sin lænestol og drikker. Anders tænder fjernsynet, de viser en boksekamp. Jeg beder ham om at slukke, jeg kan ikke holde ud at se dem slå på hinanden, det gør mig endnu mere vågen. Han slukker. Jeg spørger, hvordan den gamle dame så ud. Han siger, at hun vist nok havde en grå kjole på. Havde hun ikke overtøj på, siger jeg, siden han kunne se hendes kjole. Anders siger, at det havde hun ikke, hun var sikkert senil.
Jeg spørger, om det ikke var ubehageligt at kysse en senil, gammel dame