Mit smukke genom

Bliver jeg ramt af brystkræft i en ung alder, eller skal jeg sluge piller for hjerte og blodtryk i årevis?

handler interessen for genetisk information i bund og grund om – den handler om arv, historie, identitet.
Dér sad jeg på en lummervarm hospitalsstue med det menneske, jeg elskede højere end nogen anden, og kunne bare vente på afslutningen. Og da det til sidst sker, da min far – min far – fra det ene øjeblik til det næste bare er væk, begynder én eneste klar sætning at kværne et sted bagest i mit hoved: Jeg er

Så hvem er jeg? Jeg er, hvad jeg gør med den forunderlige information, som er flydt gennem millioner af år gennem milliarder af organismer og endelig blevet betroet netop mig.

Epigenetikken er et af forskningens helt store buzzwords lige nu, og det skyldes især, at den ser ud til at kunne levere nogle eftertragtede forklaringer på, hvordan vores miljø griber ind i vores genetik.

i dag argumenterer jeg gerne for, at barndommen i det hele taget ikke kan lastes for hvad som helst, der går galt i livet. Eller godt for den sags skyld. Det er klart, at vi som børn er tvangsindlagt til de forældre vi nu en gang har, og den opdragelse de finder på at give os, og at begge dele kan være en prøvelse, mens de står på. Men på et tidspunkt overtager vi styrepinden selv. Og derefter er det i høj grad på eget ansvar.

Miraklet er, at der foregår en elegant og trinvis transformation fra digital kode til en analog virkelighed. Gener gør ikke noget, de er bare. Men den information de indeholder, man kunne kalde det genernes idé, bliver omformet til det stof, biologiske ideer udføres i – nemlig protein. Proteiner er organismens arbejdsstyrke. Det er disse store klumpede molekyler som med deres bevægelige dele og biokemiske kapaciteter er i stand til at udføre alle de opgaver, livet kræver.

Her interesserer vi os for adfærd og personlighed, fordi de også er risikofaktorer for psykisk sygdom. Vi begynder at se træk og facetter af personligheden, som leder hen mod en sygdomsfølsomhed. Noget af det bedst beskrevne er, at en høj grad af neuroticisme hører sammen med en tilbøjelighed til udvikling af depression

Man skal ikke forstå det sådan, at forældre ingenting betyder – de kan såmænd sagtens give deres børn mén for livet med den måde de vælger at køre familien på. En prægning, som sagtens kan forme den måde man hele livet forholder sig inden for familien. Men som Nettle formulerer det: „Pointen er, at det ikke udstrækker sig til den voksne personlighed, som afkommet forholder sig til resten af verden med.“

Hvis jeg skal sige det kort, er det sådan her: Der findes et samspil mellem nogle gener og nogle miljøfaktorer, som tilsammen bestemmer, hvem vi er som person. Vores ambition er at forstå de mellemstationer, som findes på vejen fra gen og miljø i den ene ende og adfærd og personlighed i den anden.“

Jeg kan minde mig om, at gener ikke virker direkte på adfærd, men på nervesystemets processer. Arven er med til at sætte nogle rammebetingelser i den enkelte hjerne, javel, men der er samtidig tale om et uhyre plastisk organ, hvis kemi hele tiden påvirkes af, hvordan det bruges. Det svarer til at udvikle en slags mental hård hud på sin følsomme fysiologi.