Du skal turde elske først

finde modet til at elske andre – uden frygt

mod er ikke at springe bungyjump, bestige Mount Everest eller forlade manden for at realisere sin eat, pray, love-globetrotterdrøm.
Ægte mod er at kunne bære sig selv med værdighed, tage ansvar for sit eget velbefindende, så man kan træffe valg på baggrund af værdier frem for frygt. Og dermed gå ud i verden med hjertet forrest,

Det, der har krævet størst mod, har været at møde mig selv. Nøgen. Som barn. Som smerte. Som kryster. Som den, der svigtede, og den, der lod sig svigte. Som vag mor og syndigt menneske. Som vred datter og udglattende hustru. Som den, der lod det hele ske uden at sige fra og tage vare på sig selv. At møde min smerte og gå ind i den. Sluge al skam og tabu og gå med oprejst pande ind i mørket, gennem mørket, til jeg en dag vågnede op og følte mig favnet og elsket. Med tilbagevirkende kraft. Af mig selv.

Det ydre mod er altid faldet mig let. At bryde tabuer, at overskride grænser, at tale, hvor andre tier. Jeg er skabt med en fandenivoldskhed til altid at bekæmpe den næste drage, der venter om hjørnet, altid at bestige den næste uoverkommelige bakke i landskabet og med en voldsom trang til at give verden en fuckfinger, når jeg synes, den trænger. Men ægte

hen til glæden føles som en egoistisk handling. Upassende, for meget.

forhold, ender han med at have seksuelle forhold, han ikke burde have. Hvis lysten ikke bliver fodret regelmæssigt

Synden er den skyld og skam, du bærer, og som du ikke kan undgå at bære som menneske, fordi du ikke kan leve perfekt. Du kan ikke gøre dig til Gud i dit eget univers. Du har brug for tilgivelse. I kirkens rum kan du få den ultimative tilgivelse. Af en kraft, Gud, der er større end og uden for dig selv. Det er fantastisk vigtigt at kunne få den tilgivelse. Du skal kunne tilgive dig selv, tilgive andre eller blive tilgivet af andre, for der er steder, hvor du ikke rækker som menneske. Der har du brug for at få tilgivelsen for at komme videre med dig selv og dit liv. Det er en illusion, at du kan magte alting. Det er en illusion, at tilværelsen kun er lykke

At tilpasse sig som barn er altså en del af en overlevelsesstrategi. Hvornår er der tale om usund tilpasning?

Jeg bliver kun vred, når noget er helt vildt uretfærdigt. Så bliver jeg til gengæld så vred, at jeg begynder at tude …
Det, fordi du ikke mærker optakten tydeligt nok. Du reagerer først, når du simpelthen ikke kan holde det ud længere. Der har du allerede passeret det punkt, hvor du kunne have reageret mere hensigtsmæssigt. Kig på din baggrund. Hvad har du lært undervejs? Var din vrede velkommen? Var det ok, når lille Camilla sagde fra? Vreden er en selvopholdelsesdrift. Vi er født med vrede for at kunne kæmpe og for at kunne beskytte os selv

Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke var i stand til at stå ved mig selv i mit ægteskab. Jeg satte ikke klare grænser og krævede, at der var plads til mine behov. Jeg viskede i stedet mig selv ud for at gøre andre glade. I sidste ende var det jo også medvirkende til, at min eksmand og jeg gik fra hinanden. Jeg kunne ikke leve i det længere. Ved ikke at være ærlig i den relation var jeg medskyldig i at skabe et liv, jeg egentlig ikke selv kunne være i