Lejemorderens guide til et smukt hjem

Til alt held var vi i gang med at synge det jugoslaviske vindernummer fra melodigrandprixet i 1989, da en stangstiv serbisk soldat pludselig dukkede op foran os i fuld krigsmundering og spurgte, om han måtte være med, og om vi havde noget sprut. Han troede tydeligvis, vi var landsmænd, eftersom vi sad oven på en serbisk tank og skrålede en jugoslavisk sang. Efter den første slurk gik det imidlertid op for ham, at vi tilhørte fjenden, da han i det samme fik øje på det kroatiske emblem på vores uniformer. Der opstod et øjebliks anspændt tavshed, mens han stirrede på den røde og hvide dims. Vi kiggede på hans gevær. Vores egne lå på jorden nedenfor, tømt for ammunition. Så reddede Andro festen ved at genoptage sangen, og serberen stemte i, hvorefter vi alle tre skrålede som et kor af baggårdskatte: Rock me baby! Nije vazno šta je. Rock me baby! Samo neka traje. Det var formodentlig det største øjeblik i det europæiske melodigrandprix’ historie.
Eurovisionen reddede mit liv.

Hun boede i Peru, indtil hendes familie blev dræbt af en terrorbombe. Så flyttede hun til New York og fandt et job på Wall Street. Hendes første arbejdsdag var 11. september. På vores første tur til Kroatien sammen overværede hun to drab. Jeg tilstår gerne, at det ene af dem blev begået af mig, men det andet var en ren tilfældighed. Jeg syntes faktisk, det var et ret romantisk sceneri. Vi sad og spiste middag på Mirkos restaurant, da fyren ved nabobordet fik en kugle gennem hjernen. Noget af blodet sprøjtede ned i Munitas vinglas, men jeg sagde ikke noget. Hun drak jo alligevel rødvin.