Dødens instrumenter 2. Den tavse by

Jace fandt to knivskarpe metalskiver frem fra under sengen. De var dækket af grå kattehår. Han pustede dem væk, så pelsen stod ud i værelset. „Chakhrams. Sejt. Især hvis jeg møder en dæmon med pelsdyrallergi.“

„Alec, min elskede. Clary. Og rottedrengen.“ Han bukkede for Simon, der så irriteret ud

„Jeg vidste ikke, du tog mundanen med.“ Hans blå blik gled usikkert over Simon.
„Det er det, jeg så godt kan lide ved jer,“ sagde Simon. „Jeg føler mig altid så velkommen

Indtil videre har Valentine gjort det mest belejlige. Ingen af hans andre ofre blev udvalgt af anden årsag, end at de var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Warlocken var nem at finde; Valentine skulle bare lade, som om han ville hyre ham til at påkalde en dæmon. Det er nemt at se feer i parken, når man ved, hvor man skal lede efter dem. Og Hunter’s Moon er stedet at gå hen, hvis man vil finde sig en varulv. At han udsætter sig for denne ekstra risiko og det større besvær bare for at hævne sig på os, når intet har forandret sig …“

„Jace,“ afbrød Clary ham.

„Hvad mener du med Jace? Hvad er der med ham?“

„Jeg tror, det er Jace, han prøver at hævne sig på. Jace må have gjort noget i nat om bord på det skib, noget, der virkelig har irriteret Valentine. Faktisk så meget, at han har skrottet sine gamle planer og lagt nye.“

Luke så lamslået ud. „Hvorfor tror du, Valentines ændrede planer har noget med din bror at gøre?“

„Fordi,“ sagde Clary med dyster vished, „det kun er Jace, der kan pisse nogen så meget af.“

Jaces hænder slap hendes hår, gled ned ad hendes ryg; hun mærkede hans håndfladers hårde pres mod skulderbladene – så gjorde han sig forsigtigt fri af hende, trak hendes hænder væk fra sin nakke og trådte tilbage.

Simon løftede hendes hånd og kyssede skaden. „Nu gør det i hvert fald ikke ondt mere.“

Clary udstødte en forskrækket lyd. Han havde aldrig gjort sådan noget før. Men det var vel den slags, kærester gjorde, var det ikke? Hun trak hånden til sig og så hen over bordet på Jace, der stirrede på dem. Hans gyldne øjne lynede. „Du er Skyggejæger,“ sagde han. „Du ved, hvordan du skal pleje dine skrammer.“ Han skubbede sin stele hen over bordet til hende. „Brug den.“

„Nej,“ sagde Clary og skubbede stelen tilbage til ham.

Jace knaldede hånden ned over stelen. „Clary …“

„Hun sagde, at hun ikke ville have den,“ sagde Simon. „Haha.“

„Ha-ha?“ Jace så undrende på ham. „Kan du ikke finde på noget bedre end det?“

„Dios,“ sagde han henvendt til Jace. „Hvad er der sket, bror? Du ser ud, som om en ulveflok har forsøgt at flå dig i småstykker.“

„Enten er det et chokerende godt gæt,“ sagde Jace, „eller også har du hørt, hvad der er sket.“

Simon?“ hviskede hun.

Så lød der et klik, hvorefter en doven, munter stemme lød i hendes øre. „Clarissa,“ sagde den. „Jeg burde have vidst, at det var dig, der var i den anden ende.“

Hun kneb øjnene sammen. Hun følte det, som om hendes mave blev trukket ud af hende nedefra, som om hun sad i en rutsjebane i frit fald. „Valentine.“

„Mener du ikke ’far’?“ sagde han og lød oprigtigt irriteret. „Jeg foragter den moderne vane med at kalde sine forældre ved fornavn.“

„Det, jeg har lyst til at kalde dig, er noget mere ubehageligt end dit fornavn,“ snerrede hun. „Hvor er Simon?“

„Mener du vampyrdrengen? Det er upassende selskab for en Skyggejægerpige fra en pæn familie, synes du ikke? Fra nu af forventer jeg at have noget at skulle have sagt, hvad angår dit valg af venner.“

„Hvad har du gjort ved Simon?“

„Ikke noget,“ svarede Valentine. „Endnu.“

Iiih, det var sjovt.“

„Så er det nok,“ sagde Jace. „Jeg køber en ordbog til dig i julegave i år.“

„Hvorfor det?“ spurgte Isabelle.

„Så du kan slå ordet ’sjov’ op. Jeg tror ikke, du er klar over, hvad det betyder.“

Jace lyste op. „Det er altid opmuntrende, når nogen tilbyder at være den første, der lader livet.“