Pigen uden iris

TV-Journalisten uden iris
Synshandicap er ingen hindring for at arbejde som TV-journalist. Det er er Susanne Meelbye et lysende eksempel på. Hun har arbejdet inden for faget i mere end tyve år.
I 1955 blev en lille pige født i Sverige, med lyst hår og sorte øjne. Forældrene vidste ikke at de havde fået et handicappet barn. Det fandt de først ud af 3 år senere, da Susanne stod ude i sneen og kiggede på solen. Hun græd hjerteskærende og gned sig i øjnene, mens tårerne trillede ned ad kinderne.
Moderen løftede sin lille datter op for at trøste hende, og her opdagede hun at pigen havde to blodskudte øjne, som var hun blevet ramt af en voldsom allergi. Moderen havde længe været bekymret for datterens øjne, da hun havde registreret et gråligt skær, især på det højre øje. Hun frygtede det værste, men ville nu have vished, hvad fejlede hendes datter! — For det var en kendsgerning at pigen ikke trives, når hun var i nærheden af meget lys, ude som inde. Det gav sig til udtryk ved at Susanne græd og tog sig til øjnene.

Forældrene kørte til København for at blive undersøgt af en øjenspecialist Henning Skydsgaard på Statens Øjenklinik på Kastelsej. Han stillede den meget sjældne diagnose aniridi, og grå stær og grøn stær. Dommen lød, Susanne ville aldrig komme til at se normalt, da der ikke fandtes behandlingsmuligheder for denne sygdom.
Medfødt aniridi blev første gang beskrevet af den italienske øjenlæge Barratt i 1818. Ordet aniridi betyder, at iris mangler helt eller delvist. Øjet ser sort ud, fordi der ikke er nogen farvet regnbuehinde.

Susanne har altid drømt om at arbejde som journalist, da hun brænder for at formidle ting, der sker i vort samfund. Derfor søgte hun ind til TV, efter at have arbejdet med radio. Hun stillede aldrig sig selv spørgsmålet, kan jeg det, når jeg er synshandicappet. — I hendes tankegang er hun ikke blind, så selvfølgelig kunne hun blive TV journalist.
Susanne står modigt frem og fortæller om, sit synshandicap. Fra bogen ”Pigen uden iris”:
”Jeg syntes, at det var spændende, at jeg var med til at bryde fordomme om, hvad en synshandicappet kan og ikke kan. Det er klart, at der var nogle ting, som var sværere for mig end for de seende. Da jeg for eksempel skulle interviewe om arkitektur, kunne jeg ikke se detaljerne på bygningerne 5 meter væk. Det løste jeg dog ved at gå ud på forhånd på location med min teaterkikkert og kigge på bygningerne. Jeg skrev noter på stedet, hvis der var noget specifikt, som jeg skulle huske. Min klæbehjerne og evnen til at huske ting, som jeg har set én gang før, gjorde, at jeg kunne stille spørgsmål til detaljer på bygningerne. Detaljer, som jeg rent faktisk ikke kunne se, men som jeg kunne huske, at jeg havde set før.”

Bogen henvender sig til synshandicappede og deres familier, men også til fagfolk i sundhedssektoren og borgere, der kan lide at læse biografier.

Anmeldelse af bogen
Thomas Rosenberg, Adjungeret professor i øjensygdomme udtaler om bogen: ” Flot personlig beretning og klog vejledning for andre synshandicappede”.