I “Livet begynder” tænker Vilhelm la Cour tilbage på sin opvækst på Lyngbyegnen i slutningen af 1800-tallet. Bogen er fyldt med stemningsfuld nostalgi og en længsel efter barndommens land, der er forsvundet for evigt. Samtidig tegner bogen et spændende billede af Danmark i slutningen af det nittende århundrede set gennem et barns øjne med den ældre herres kommentarer og overvejelser.
I de fire bøger \"Livet begynder\", \"To livslinjer\", \"Lukkede døre\" og \"Vejs ende\" deler den danske historiker og forfatter Vilhelm la Cour ud af sine erindringer fra barndommen på Lyngbyegnen i 1880’erne til hans oplevelser under og imellem verdenskrigene og efterkrigstidens Danmark. Med sit stærke og medrivende sprog beskriver han ikke blot sit eget liv, men også landets udvikling og det kulturelle og politiske klima i slutningen af 1800-tallet og langt op på den anden side af verdenskrigene.
Vilhelm la Cour (1883–1974) var dansk forfatter og historiker. Under anden verdenskrig talte han så højt imod besættelsesmagten, at han blev afskediget fra sit embede som lektor på Birkerød Statsskole og måtte syv måneder i fængsel, før han flygtede til Sverige i 1944. Vilhelm la Cour nåede at udgive over 30 bøger i løbet af sit liv og var endvidere Kommandør af Dannebrog.