I den socialkonstruktionistiske teori er mennesket altså ikke først og fremmest et separat, unikt individ med en helt privat bevidsthed og med nogle unikke personlige træk. Mennesket er snarere et produkt af dets deltagelse i kulturen. Selvet, eller identiteten, skabes i og med deltagelserne i de sociale praksisser, eller sociale arenaer, som på hver sin vis spejler selvet. Sociale praksisser eller sociale arenaer er sammenhænge, hvor mennesker er sammen om bestemte gøremål eller med bestemte hensigter. Det kan f.eks. være en skoleklasse, hvor man er sammen om et bestemt fag eller et bestemt emne, der skal bearbejdes. Vi deltager alle i flere sociale praksisser hver dag, f.eks. i familielivet, i skolelivet, i arbejdslivet og fritidslivet, og inden for hvert område er der mulighed for gensidig spejling. Gennem de aktiviteter og de personer, der deltager, bliver man formet som person på forskellige måder. I familien er man måske både datter og storesøster, to positioner, der giver mulighed for forskellige måder at handle