Dødens bjergkløft

Hvor længe varer det at samle det guld op og forsvinde? Hvis vi vidste, hvor det var, ville vi have været langt væk nu. Nathan Hume formodes at have skjult noget guld heroppe. Vi ved, at to mænd slap væk fra blodbadet. Måske var der flere.
– To? udbrød Sylvie. For hun havde ikke vidst det.
– Ja, en mexikaner slap væk. Han arbejdede for Hume. Men guvernøren for New Mexico var ude efter enhver, der arbejdede for ham. En eller anden havde fortalt guvernøren, at Hume smuglede guld ud og ikke betalte en vis procentdel til staten, eller hvad de skulle gøre på den tid. Mexikaneren flygtede til Mexico, men han brækkede ryggen og kunne ikke komme tilbage. Det betyder dog ikke, at hans slægtninge ikke kunne være kommet tilbage.
– Vil du fortælle os, at guldet ikke er her? spurgte Ralph vantro.
– Jeg vil tro, at det ikke er her, svarede jeg. – Bishop, jeg ved ikke noget om dig, men Fryer har arbejdet i minelejre i Nevada og Colorado. Han kan fortælle dig, at skjult guld sædvanligvis er væk, eller ingen finder det nogen sinde. Mænd har brugt hele deres liv til at lede efter sådanne skatte uden at finde noget.
– Det er noget vrøvl, erklærede Ralph. – Guldet er her … vi ved, at det er her.
– Held og lykke. Jeg blev kun betalt for at føre disse mennesker til området. Hvis I finder det, kan I have det. I kan kende stedet ved hjælp af knoglerne.
– Knoglerne? gentog Ferrara.
– Ja. En masse mænd døde der, da Hume blev dræbt, og mange har fundet døden der siden. Indianerne siger, at der hviler en forbandelse over kløften. Ingen indianer vil tilbringe en nat i bjergkløften, og ingen vil ride igennem den, hvis de kan undgå det.
– Kan I høre? sagde Hooker. – Det var, hvad jeg fortalte jer.
– Tag deres våben, sagde Sylvie. – Vi skal få dem til at tale.
– Noble, sagde jeg, – ingen tager mine skydere. Tror du, at jeg vil aflevere min skyder, når jeg ved, hvilket terræn jeg skal igennem? Jeg har ikke noget at fortælle jer, så det får I ikke noget ud af. Hvis I ønsker, hvad jeg har, så kommer I til at købe det på den hårde måde.
– Tal ikke som en tåbe, sagde Ralph. – Vi kan let skyde dig af sadlen.
– Sandsynligvis. Men Noble kender mig, og han ved, at jeg ikke kommer til at gå alene. Jeg så en mand engang, som blev ved med at skyde med seksten kugler i sig. På denne afstand ved jeg, at jeg i hvert tilfælde får to af jer … måske tre eller fire.
Og de ville selv hjælpe mig med det, for hvis det kom til kamp, ville jeg lade min hest springe lige ind imellem dem, hvor hvert skud, de affyrede, ville være en fare for deres egne.
Noble Bishop var ingen tåbe. Han vidste udmærket, at man ikke bare skyder en mand, og så er det færdig. Hvis en mand er vild nok og farer løs på én, så må man skyde ham lige igennem hjertet, lige igennem hjernen eller en stor knogle for at standse ham. På den anden side kan et uventet skud få en mand til at falde død om på stedet, selv om enhver ekspert i skudsår kan fortælle mærkelige historier om, hvad der kan ske under et skyderi.
Bishop vidste, at jeg