Selvopdagelsens kunst

Følelser giver enten nydelse eller smerte, behag eller ubehag, eller også er de indifferente. Som regel er det tilfældet at enten giver en følelse velvære og en form for tilfredshed, eller utilpashed og en eller anden grad af lidelse. Når vi erfarer dette, erindrer vi det enten bevidst eller ubevidst. Og erindringen giver os en længsel efter at genopleve nydelsen, ligesom den fremkalder en modvilje over for det at genopleve smerten. Længslen efter nydelse kan vi kalde begær, og modviljen over for smerte kan kaldes aversion. Og på den måde fanges vi ind i emotionernes pendul. Vores begær efter nydelse frembringer en tilstand af konstantforventning om noget, som vi håber vil blive indfriet på et tidspunkt. Og vores aversion mod smerten sætter os i en tilstand, hvor vi frygter det, der bringer lidelse. Denne grundsituation giver en umådelig præcis forklaring på den almenmenneskelige tilstand, hvor der er en uophørlig forventning om noget, samtidig med, at der lurer en frygt for det modsatte. Det ene eksisterer ikke uden det andet i en eller anden form, så længe vi tror vi er vores følelser. Den konstante fokusering på, hvad der vil ske i fremtiden og de tilbagevendende erindringer om, hvad der hændte i fortiden, trækker os væk fra nuet og gør derfor vores bevidsthed mindre vågen, mindre opmærksom. Vi bliver fastlænkede til lidelsen ved at håbe på det dejlige og gyse ved det frygtelige.
Derfor lever vi i et mørke, som også er et selvbedrag. Buddha siger det med knivskarp klarhed i Samyutta-nikaya (vers 420-22): „Og dette er den ædle sandhed om lidelsens oprindelse: Det er … begæret efter sansenydelser, begær efter eksistens, begær efter magt.” Vores klyngen til begæret er årsagen til lidelsen og elendigheden.

I sin bog „Den røde fisk og andre historier – legender fra det gamle Ægypten”, fortæller Joan Grant historien om „Uhyret, som blev lille”. Beretningens kerne var at historiens hovedperson, den frygtsomme dreng Miobi, blev meget bange hver gang han skulle ud i den vilde natur. Hans bævende angst manifesterede sig i et monster, som var kolossalt i omfang. Alligevel nærmede han sig det, og jo tættere han kom, desto mindre virkede det. Da han på et tidspunkt veg tilbage fra det, voksede det straks. Miobi forstod omsider sammenhængen og besluttede til sidst at gå meget tæt på uhyret. Da han kom helt hen til det, var det ikke større end en frø og han kunne tage det op i hånden som et kæledyr. Da han spurgte, hvad det hed, svarede uhyret: „… de fleste kalder mig „Det, der kan ske”.”