Gummi-Tarzan

Ivan Olsen var bange for at klatre i ribberne og springe over bukken, for han var bange for at falde ned og få næseblod.
Det sagde han til gymnastiklæreren. „Arhh,“ sagde gymnastiklæreren, som var blevet gymnastiklærer, fordi han var så dygtig til at springe over bukken, og som derfor troede, at alle andre mennesker var lige så vilde med det.

det kan du lige tro, d

o, det kan du lige tro, de gør,“ sagde Ivan

Jeg kunne ønske mig 100 kroner, tænkte han. Eller 1.000 kroner – eller

10. – sidste og lille – afsnit

Den næste morgen løb Ivan Olsen ned til åen – lige så snart det var blevet lyst.

Men den gamle kone og hendes campingvogn var borte.

Der var kun en lille sort plet i græsset, der hvor ildstedet havde været.

„Nå,“ tænkte Ivan Olsen og sukkede dybt. „Så kan jeg vist ikke ønske mig noget godt i dag.“

Og det fik Ivan Olsen så sandelig ret i.

For hør nu bare:

Klokken ni faldt han ned fra bukken og fik næseblod.

Klokken ti blev han låst inde på et af skolens lokummer.

Klokken elleve fik han en ordentlig gang buksevand af alle de store drenge.

Og da han kom hjem fra skole, havde hans far – hr. Olsen – købt sig en ny Tarzanbog.

Tarzan vender tilbage, hed den.

„Her,“ sagde hans far og prikkede i bogen med pegefingeren. „Her skal du bare se.“

„Ja,“ sagde Ivan Olsen og sukkede.

„Det skal jeg vel …“

Ivan.
Den gamle kone nikkede.
„Netop,“ sagde hun. „Sådan

„Nej,“ råbte han – men denne gang slog han ikke i bogen. „Tarzan er stor og ædel – og du, min søn – skal være lige så stor og ædel som ham.“
„Fy, for pokker,“ mumlede Ivan. „Hvordan blir jeg det?“
„Jahh,“ sagde hans far og så lidt mere venlig ud. „Først må du lære at klatre i træer.“

„Det tør jeg ikke,“ sagde Ivan. „Jeg falder ned og får næseblod.“
„Sludder,“ sagde hans far. „Sådan en stor dreng som dig skulle nok kunne lære at svinge sig fra gren til gren.“
„Ja, men jeg har overhovedet ikke lyst til at svinge mig fra gren til gren,“ sagde Ivan Olsen.

de.
„Jeg kunne godt tænke mig at lære at spille fodbold,“ sagde Ivan.
„Kan du takle?“ spurgte en høj, tynd dreng.
„Æhh, hva’?“ sagde Ivan – for han anede ikke, hvad takle var for noget.
„Kan du score?“ spurgte en anden dreng.
„Æhh,“ sagde Ivan Olsen. „Score …“
„Ha,“ sagde drengene. „Du har vist ikke ret meget forstand på fodbold, hva’?“
„Næhh,“ sagde Ivan Olsen.
„Nå, men lad ham bare prøve,“ sagde den lange, tynde dreng. „Lad os se, hva’ ham Gummi-Tarzan duer til.“
„Ja,“ sagde nogle af de andre drenge. „Spark til bolden der, bette mand.“
Bolden lå i græsset foran drengene.
„Ta’ tilløb,“ sagde nogen af dem.
Ivan Olsen tog et ordentligt tilløb på en syv-otte meter, løb hen mod bolden og sparkede, alt hvad han kunne.

Fra toppen af den stejle gade kunne Ivan se, at gaden endte i en lang badebro, og han kunne se, at der stod to lystfiskere på broen med deres lange fiskestænger.

„Hvordan blir jeg det?“
„Jahh,“ sagde hans far og så lidt mere venlig ud. „Først må du lære at klatre i træer