Vores endeløse dage

Han samlede stenen op og holdt den op over mit hoved. Set imod den klare sol var den en meteorit, der hvirvlede ned imod mig. Hans arm skød hurtigt nedad. Jeg prøvede på at trække mig fri, men han strammede sit greb om mit håndled. Jeg sparkede mod jorden og ramte den glatte fisk med mine bare tæer – vippede den omkring, og den landede på mine bukser. Hånden med stenen piskede tæt forbi mit ansigt og ramte ørredens hoved og smadrede det. Min far slap mig og smed stenen ud i vandet.
“Fuck!” råbte han, da han kastede den. Jeg lå sammenrullet som en bold ved siden af ørreden med mine fingre låst sammen oven på hovedet, mens jeg ventende på stødet af stenen, der ville lande på mig. Ingen af os sagde noget. Et øjeblik var verden uden lyd.
“Jeg … vil … hjem.” Jeg kæmpede med at få ordene frem imellem de kvælende hulk, mens jeg prøvede på at undgå at se på fisken med det maste hoved.