Sekten

Der var intet grundlag for hans konklusioner, og det hele var som grebet ud af luften.

Mesmer så på sit ur og rejste sig fra stolen. – Nej. Rapporten er nogle år gammel og stammer fra en tidligere undersøgelse, som jeg satte i værk.

– Af din søn?

Ferdinand Mesmer knappede sin mørke habitjakke og strøg sit skæg. – Af Guds Udvalgte. Sekten, som min søn driver.

Ravn syntes, navnet sagde ham et eller andet.

– Formiddagspressen kastede sig dengang over deres metoder.

forældre i køen og græd. – Se, hvor modige de er; se, hvor lykkelige de er for at

Sveden løb af ham, og han tørrede panden med underarmen, der som resten af hans nøgne overkrop var fedtet ind i skidt og smøreolie fra den aldrende Lehman-motor. Igennem de sidste par timer havde han renset vandkølingssystemet, fra pumperne til selve varmeveksleren, der havde været fyldt med slagger og alger. Han havde brugt seks liter rensebenzin til at rengøre veksleren og manifolden, og kamrene stod nu helt rene. Til gengæld havde dampene fra benzinen givet ham en knaldende hovedpine. Hans manglende væskeindtag og varmen i det trange motorrum havde kun gjort det værre. Han håbede, at hans anstrengelser ville løse problemet med, at motoren blev for varm og satte ud, og da han havde fået spændt den sidste bolt på veksleren fast, stak han hovedet op ad den åbne agterluge og spejdede efter Eduardo.

Han genkendte sine egne træk i sønnens ansigt: næsen, de nedadvendte mundvige og de tætsiddende øjne, der gav dem begge et evigt eftertænksomt udtryk. Han strøg ham over håret, og drengen lod sig stryge. De runde kinder og fregnerne havde han arvet efter sin mor, der stod henne ved komfuret med ryggen til dem og var i færd med at øse pomfritter op fra frituregryden. Hun placerede pomfritterne på tallerkenerne ved siden af wienerschnitzlerne, der havde fået samme tur i frituren og nu lå og glinsede.

– Vil du have ærter til? spurgte hun uden at vende sig om.

– Kun ganske lidt, tak. Han tog sin serviet og lagde den i skødet på sine mørke bukser. Han havde endnu ikke fået skiftet, efter at han var kommet hjem fra kontoret, og sad stadig i sin lyseblå skjorte og habitten. Kun skoene havde han smidt til fordel for et par slidte, men komfortable, kameluldstøfler. – Hvad med dig, skal du ikke have ærter?

Benjamin havde i sin logbog beskrevet, at undervisningen mest af alt mindede ham om en slags udvidet konfirmationsforberedelse, bortset fra at her var hans klassekammerater noget mere lydhøre over for pensum.

nikkede ned mod konvolutten. – Ikke andet

Det eneste lyspunkt var, at hvis menigheden forblev samlet, ville det mindske risikoen for, at uskyldige blev ramt i den ildkamp, som uundgåeligt måtte følge, når politiet rykkede ind og mødte Patrick og hans mænd.
De fortsatte ud af haven og videre hen ad den mørke grusvej. Ravn tog Kevin i hånden, og sammen fulgtes de ned til den lave bygning på den grønne plæne. Døren stod åben, og indenfor brændte der lys. Kevin trak i Ravn for at få ham til at følge med, men Ravn holdt ham tilbage. – Rolig, Kevin, hviskede han. – Lad os se, om ikke vi kan komme rundt om bygningen.

kunne aldrig vide. Under alle omstændigheder prøvede Carsten at få udbetalt sin ulykkesforsikring med en méngrad på femogtyve procent, hvilket i tørre tal betød, at han stod til at få udbetalt

Johnson rynkede brynene. – Hvis det var mig, der fik på kredit, ville jeg begynde at finde på nogle sjovere vittigheder.