I flere år har jeg længtes efter at få lov til at gå til ridning. Nej, længtes er et forkert ord, det er ikke nok. Jeg har drømt om det, fantaseret, plaget, grædt, råbt og plaget igen. Ingenting har hjulpet. Min mor synes ikke, at Bjørneruds rideskole er en rigtig rideskole, “det er jo kun en almindelig gård med nogle gamle, udslidte travheste”, og derfor får jeg ikke lov til at gå til ridning dér. Basta. Der er ingen andre rideskoler i nærheden. Jeg har nu næsten opgivet mine forsøg på at overtale hende. Det nytter alligevel ikke noget…