Familieleksikon

han kom hjem efter en eksamen og fortalte at han havde fået ug, sagde min far: – Fik du kun ug? Hvorfor fik du ikke ug med kryds og slange?
Og hvis han fik ug med kryds og slange, sagde min far: – Nå, men det var også en nem eksamen.

yngste, og da jeg selv fik børn, udvidede hun sin beskyttertrang til dem. Desuden følte hun hele tiden at jeg var i fare fordi Leone blev arresteret med jævne mellemrum. Hver gang et politisk overhoved eller kongen kom til Torino, blev han arresteret af sikkerhedsgrunde. Han sad fængslet i to-tre dage og blev løsladt så snart politikeren eller kongen tog afsted igen. Leone kom hjem med kinderne sorte af skæg og en bylt med snavsetøj under armen. – Forbaskede konge! Kunne han ikke blive hjemme lidt! sagde min mor. Kongen fik hende normalt til at smile, og hun havde intet imod ham, hun kunne godt lide at han havde så korte, skæve ben, og at han var så hidsig. Men det irriterede hende at Leone blev arresteret hver gang „på grund af den fæpande“

Min mor var ikke jaloux på mine veninder på samme måde som hun altid var det på Paolas veninder. Da jeg giftede mig, led hun ikke sådan som hun græd og led da Paola giftede sig. Hun havde ikke et ligeværdigt forhold til mig, men et moderligt og beskyttende, og hun savnede mig ikke derhjemme, dels fordi jeg „ikke var til at slå en sætning af“, som hun altid sagde, dels fordi hun med alderen havde affundet sig med det tomrum børn efterlader sig når de flytter hjemmefra, og havde fundet en måde at leve på der polstrede og beskyttede hende mod adskillelsens hårde slag

Jeg havde også opdaget betydningen af penge. Ikke at jeg var blevet nærig – penge har altid siddet løst på mig ligesom på min mor – men jeg havde fået øje på tilstedeværelsen af penge bag alting som en anstrengende og kringlet komplikation der kunne føre én alle mulige ukendte steder hen i jagten på tredive cent, og også dét indgød mig en følelse af træthed, dovenskab og mathed. Alligevel undlod jeg ikke, når jeg havde penge på lommen, at bruge dem med det samme og straks efter fortryde at jeg havde brugt dem.

I mine ungdomsår havde jeg haft

Efter at jeg var blevet gift, havde jeg med ét slag opdaget hvad arbejde og anstrengelse ville sige, og der var kommet en dovenskab over mig som gjorde min vilje slap og fik mig til at tro at alle omkring mig var træge.

Og Leone havde rent faktisk ikke nogen sikker position, tværtimod var hans position højst usikker. Han kunne blive arresteret og sat i fængsel igen, eller han kunne blive sendt i internering under et hvilket som helst påskud. Men hvis fascismen skulle slutte, sagde min mor, ville han blive en stor politiker. Desuden blomstrede det lille forlag han arbejdede på af energi og muligheder selv­om det stadig var så lille og fattigt

giftede os, Leone og jeg, og flyttede til Via Pallamaglio.

Da

Leone Ginzburg34 tilbage til Torino fra fængslet i Civitavecchia hvor han havde afsonet sin straf. Han havde

fik hun influenza. Det var hun godt tilfreds med, for influenza forekom hende at være en ædlere sygdom end hendes sædvanlige fordøjelsesproblemer. Hun tog sin temperatur. Hun havde syvogtredive fire. – Er du klar over at jeg er syg? sagde hun tilfreds til min far. – Jeg har syvogtredive fire!

– Syvogtredive fire! Det er ingenting! sagde min far. – Jeg går på laboratoriet selv med niogtredive i feber!

Min mor sagde håbefuldt: – Lad os se hvordan jeg har det i aften. Men hun ventede ikke på at det blev aften, hun tog sin temperatur hvert minut. – Stadig syvogtredive fire! Men jeg har det altså dårligt

Jeg har spleen. Denne blanding af livslede, ensomhed og som regel også fordøjelsesproblemer kaldte min mor „spleen“. Hun søgte tilflugt i stuen med sin „spleen“, hun frøs og svøbte sig ind i uldsjaler, og hun mente at Paola ikke længere elskede hende, hun kom ikke på besøg, men gik tur med sine veninder.

– Jeg keder mig! sagde min mor. – Jeg morer mig aldrig! Jeg er træt af det hele! Der er ikke noget værre end at kede sig! Hvis bare jeg i det mindste blev rigtigt syg