Hans Egede eller Guds ord for en halv tønde spæk

eg tror I danskere bliver gode af at blive straffet

snart har været femten år i Grønland og i løbet af de femten år er grønlænderne kommet Danmark nærmere for hver dag. Men jeg ved ikke om de er kommet Gud nærmere. I det mindste er de ikke kommet den Gud nærmere som har skabt grønlænderne, for den Gud som de nu tror på, han ligner Hans Egede og han er som en far for dem, en far fra København – eller Bergen eller hvor det er de har opdraget dig. Men hvad fanden skal grønlænderne med sådan en far? Vi andre har mere end nok af fædre, både i København og udenfor, vi er ved at drukne i fædre som ved bedre end alle andre, som revser og tugter for at hvert ord skal blive udtalt rigtigt efter bogen. Der står en far bag ved alle fangehuller og hærafdelinger og ministerier, vi er ved at brække os af fædre. Jeg skal fortælle dig, præst, jeg har kneppet livet af den første snes fædre og når jeg kommer tilbage til København har jeg tænkt mig at tale livet af den næste snes

Det er for din skyld jeg har knækket grønlændernes styrke, for deres styrke kommer ikke fra dig. Men hvorfor gav du mig så lov til at sejre over dem når du alligevel ikke vil bruge mig? Hvorfor forkaster du mig nu?

Guds ord, det er det lysende, glitrende, hvide stykke af isfjeldet som kan ses og som nogen kalder smukt, men som indgiver andre rædsel. Det er den ene tiendedel. De ni tiendedele, dem der ligger under vandet – det er alt det andet. Det er straffefangerne og horepigerne og soldaterne og købmanden og den forbandede kommandant og det er mig selv. Man kan slet ikke tænke sig Guds ord uden alt det svineri underneden. Hvordan skulle Guds ord være så hvide og hårde hvis alt det andet ikke var elendigt? Hvordan pastor?

Gud forsvandt ud af munden på ham, men djævelen blev siddende i armene

handelen er for det civiliserede samfund som nadveren er for kirken

at være voksen er at erkende sin skyld og uværdighed

Det er derfor vi er deres fædre, vi skal hele tiden opdrage dem og lære dem at leve

min største svaghed indtil nu har måske netop været min overbærenhed med grønlænderne. Jeg har ment at de var børn – men måske ville det være rigtigere at betragte dem som dyr. Se på dem, se hvordan de lever deres liv fra hånden og i munden.