Camus døde i en trafikulykke, ikke langt her fra l’Isle-sur-la-Sorgue. Han var passager i en bil. Bag rattet sad hans forlægger, som overlevede. Ja, det var på denne egn, i dette mørke lys, i denne umådelige hede.
Men der var kilden, de langsomt roterende og overgroede vandhjul, knirkende, dryppende, plaskende, der var dette kolde og fuldstændigt klare vand gennem l’Isle-sur-la-Sorgue. Der var også de lysende grønne og meget yndefulde vandplanter, de små broer over kanalerne og børnene, der sprang i vandet i det store bassin midt i byen, dykkede efter mønter, lo mod solen og hinanden og forsvandt igen i det grønne skyggespil dybere nede.
Og så cyklede jeg over Luberon-bjergene, gennem Bonnieux, dette mirakel af en landsby beliggende så smukt i højderne, og endte med at holde frihjul et meget langt stykke vej og med lykkeligt ansigt, mens ørne svævede over den fortryllede verden, og Europas største firben iagttog mig fra klipperne.