Aspekter af den nye højreradikalisme

Det er altså personer, der på én gang er kolde, uden egentlige relationer, strengt teknologisk indstillede, men jo så alligevel i en vis forstand vanvittige, som Himmler var det i et prototypisk omfang. Og denne sælsomme enhed af vrangsystem og teknologisk perfektion

denne konstellation af rationelle midler og irrationelle formål, hvis jeg må formulere det i al korthed, i en vis forstand svarer til den civilisatoriske tendens som helhed, som jo i det hele taget går ud på en sådan perfektion af teknikkerne og midlerne, mens det generelle samfundsmæssige formål i den sammenhæng dybest set bliver fejet af bordet. Det geniale ved denne propaganda er især genialt, fordi den hos disse partier og bevægelser udligner forskellen, den uomtvistelige forskel mellem de reelle interesser og de foregøglede falske mål. Propagandaen er, som i sin tid hos nazisterne, ligefrem sagens egentlige substans.

tyskerne synes at leve i en uafbrudt angst for deres nationale identitet, en angst, der sikkert har bidraget sit til nationalbevidsthedens overvurdering. Den panik, der griber tyskerne ved den blotte tanke om delingen, turde blandt andet finde sin forklaring her

Den, der ikke ser noget foran sig, og den, der ikke ønsker nogen samfundsmæssige forandringer, for den er der egentlig ikke andet tilbage end at sige som Wotan hos Richard Wagner: “Ved du, hvad Wotan vil? Enden” – han ønsker undergangen ud fra sin egen sociale situation, dog ikke blot sin egen gruppes undergang, men om muligt det heles undergang.

Ud over småborgerne spiller bønderne givetvis en fremtrædende rolle, fordi de jo befinder sig i en permanent krise, og jeg skulle mene, at så længe det ikke for alvor lykkes at løse landbrugsproblematikken på en radikal, det vil sige ikke subventionistisk og kunstig og fortsat problematisk måde, så længe man ikke virkelig når frem til en fornuftig og rationel kollektivisering af landbruget, vil denne ulmende arne blive ved med at eksistere

an skal dog på ingen måde drage den primitive konklusion, at nationalismen af denne grund, fordi den har overlevet sig selv, ikke længere spiller nogen afgørende rolle, for tværtimod er det jo ofte sådan, at overbevisningerne og ideologierne først for alvor viser deres dæmoniske, deres virkelig destruktive side, når de på grund af udviklingen i den objektive situation har mistet deres egentlige substantielle grundlag. Hekseprocesserne fandt trods alt ikke sted i thomismens glansperiode, men under modreformationen