Bogen følger forfatteren og hans fars samvær fra faderens begyndende demens og til enden, døden. Beretningen bevarer respekten og kærligheden til faderen, men fortæller alligevel om absurditeten, de vanvittige dialoger, og de utroligt vanskelige problemer, pårørende står overfor, når et elsket menneske forandrer sig for øjnene af en.
’Da jeg var seks år gammel, holdt min bedstefar op med at genkende mig. Han boede i nabohuset neden for vores hus, og da jeg brugte hans frugthave som genvej til skolen, smed han en gang imellem et stykke brænde efter mig, for jeg havde ikke noget at gøre på hans jord. Somme tider blev han dog alligevel glad for at se mig, og han kom hen til mig og kaldte mig Helmut. Det kunne jeg nu heller ikke bruge til noget. Bedstefar døde. Jeg glemte disse oplevelser — indtil sygdommen tog fat hos min far.’
Arno Geiger følger sin fars liv tæt de næste år. For at støtte ham i den stadig vanskeligere hverdag, inden plejehjemmet bliver den sidste station. Men også for at lære ham at kende — for tiden er gået, siden barndommen sluttede, og det travle voksne liv satte ind. Geiger flytter ind, og dagene går med mange forskellige slags samvær, med rablende dialoger, absurde optrin. Men faderen er samtidig lysende klar i fortællingerne fra hans egen barndom, hans soldatertid, slægtens og hjemstavnens historie.
’Jeg vækker far ved nitiden. “Vil du ikke op?” spørger jeg ham venligt. Og for at sprede lidt optimisme tilføjer jeg: “Sikke et dejligt liv, vi har.”
Skeptisk stabler han sig på benene. “Ja, det har du måske.”
Jeg rækker ham hans sokker.
Han betragter sokkerne i nogen tid med øjenbrynene løftet og siger så: “Hvor er den tredje?”’
