”Frihed og fred” var et ofte anvendt motto i Danmark under Den Kolde Krig. Men det var også de to centrale ord i beskrivelsen af Atlantpagtens formål ved beslutningen i 1949 om dansk medlemskab af den vestlige alliance, der blev til det fælles forsvar NATO. Ordene udtrykte en reaktion på den ufrihed, man havde oplevet under Besættelsen, og de to verdenskriges ufred — og de erfaringer, man havde gjort med totalitære kræfter. Mottoet sammenfatter også dansk forsvars to absolut vigtigste opgaver under Den Kolde Krig: Dels at sikre fred som en del af den vestlige alliances afskrækkelse, dels at forsvare dansk frihed som en del af det fælles vestlige forsvar, hvis afskrækkelsen skulle svigte.
Det militære forsvars politiske og militære rolle under Den Kolde Krig er kun fragmentarisk belyst i den eksisterende historieskrivning. Forsvaret er ofte blevet reduceret til blot en slags symbolsk medlemskontingent til den vestlige alliances sikkerhedsgarantier. Opfattelsen er nok skarpest formuleret i bemærkningen om, at dansk forsvar primært skulle være et militært hornorkester, der kunne spille på plænen foran Det Hvide Hus.
Frihed og fred. Dansk forsvar under Den Kolde Krig har fokus på det militære forsvar i koldkrigsårene 1945–1991 og sigter på at give en dybere forståelse af forsvarets politiske og militære rolle, herunder forsvarets overordnede formål og konkrete målsætninger. Bogen beskriver det militære forsvar, der blev opbygget under Den Kolde Krig, gennem en udredning af forsvarets organisatoriske og operative, militære sider set ud fra de politiske formål og målsætninger, der lå til grund for forsvaret. Og den undersøger, hvilken politisk og militær betydning dansk forsvar blev tillagt blandt koldkrigens forskellige beslutningstagere.