Næsten hundrede år tidligere, i begyndelsen af det 3. århundrede (altså endnu før kristendommen blev statsreligion) skrev Lactantius en omfattende traktat om de falske og ikke-kristne forestillinger. Han bebrejder de hedenske folk og de hedenske filosoffer, at de dyrker naturen som guddommelig og „fejlagtigt troede, de kunne støtte sig til andet, end den ene sande Gud, som skabte os, og som alene skal dyrkes og æres. De var nemlig,“ fortsætter han, „uvidende om, hvem der har skabt verden eller ønskede at vildlede andre med, at intet er blevet skabt af Guds ånd, og de sagde, at det er naturen, som er moder til alle ting (naturam esse dixerunt rerum omnium matrem). Ved at tro, at al ting blev til af egen kraft, afslørede de deres uforstand.“ Han fortsætter med enkle, vægtige ord: „Thi naturen, når man ser bort fra den guddommelige magt og forsyn, er intet i sig selv. Så hvis de kalder naturen for gud, hvilken fordrejning det er at kalde det naturen frem for Gud! (quae perversitas est naturam potius quam Deum nominare). Det forholder sig således, at der må være en guddommelig ånd, som ved sit forsyn understøtter alle ting med et princip for deres tilblivelse. Hvis naturen er himlen og jorden og alt, som er blevet til, så er naturen ikke Gud, men Guds værk.“21