Yaxhiris søgen efter sit hjemland bringer hende til De grønne engles dal. Hun forelsker sig hovedkulds i Zuresh, der er blevet udvalgt til at blive folkets shaman, som skal forny pagten med De grønne engle. Lidt for lidt går det op for Yaxhiri, at Zuresh gemmer på en dyster hemmelighed, og hun kaster alle sine kræfter ind for at hjælpe ham.
Den danske forfatter Anne Lilmoes (f. 1945) debuterede i 1988 med fantasyromanen «Rejsen til de hæse skyggers land». Sidenhen er det blevet til en lang række bøger for både børn og voksne. Anne Lilmoes er særligt kendt for fantasyserien “Yaxhiri”, der primært henvender sig til de 12–14-årige.
Anne Lilmoes‘ eventyrlige fortælling om pigen Yaxhiri strækker sig over syv bøger og fortæller om hittebarnets liv fra fødsel til død og om hendes søgen efter sit rigtige hjem.