Lydmouth er en ældgammel markedsby på grænsen mellem England og Wales, en pittoresk idyl med slotsruin og et væld af historiske bygninger. Vi befinder os i det første tiår efter 2. Verdenskrig, hvor man i England gerne vil skue begge veje: tilbage mod den trygge storhedstid og fremad mod en moderne udvikling, der både medfører højere velstand, men også mere vold.
Den nye sognepræst i Lydmouth hedder Alec Sutton, og han er mildt sagt upopulær. Nogle af sognebørnene bryder sig ikke om hans religiøse lære, andre er rasende, fordi han nægter at sælge alterkalken, kirkens mest værdifulde ejendom, så der kan blive råd til de mest presserende reparationer.
Der er ikke langt til mordanklager mod præsten, da man finder en ældre, enlig kvinde banket ihjel i kirken. Samtidig er den værdifulde alterkalk på mystisk vis forsvundet. Anonyme breve og rygter florerer, og atmosfæren er efterhånden utåleligt giftig, da Jill Francis — byens unge, nye journalist — beslutter sig til at gå ind i sagen. Snart er hun dybt involveret i Alec Suttons anliggender, og trods den gnistrende modvilje imellem hende og kriminalassistent Richard Thornhill kan hun ikke ignorere sine instinkter.
Anden bog i serien om kriminalassistent Thornhill.