Omina

du ville det vilde ridt

af hele dit hjerte

det havde en egenvilje

som gjorde dig viljeløs

blomsterblade

askeflager

hvirvlende

ingen skal herske over mig

ingen

hvor vil du hen? dit hjerte

banker som knytnæveslag

lukker sig som barnehånd

om ingenting

for alt

mens tiden bliver gammel

det du bryster dig af

smerter dig

så kalder du smerte for smykke

du stod der

brændende af skam

uden grund

fordi skammen

udsletter årsager

den er urgrund

og den gør sin bærer

vaklende, uskøn

og blød

som bløddele

skumring

rosenblade i skumring

forsvarsløs

skøn

du stod der

uden sprog

uden oplysning

om hvor du ville hen

du kunne intet mærke

hesten, retningsløs

uden sin berider

–

du som hest

urolig hestekrop

vil løbe stejler vildt

i båsen hormoner

raser vildt i

hestekrop urolig

urolig menneskekrop

vil løbe stejler vildt

bag døren hormoner

raser vildt i

menneskekrop urolig

urolig hestekrop er

ganger blank

urolig menneskekrop er

kødet blødt

en kvinde

en kriger

som katten æder sin dødfødte killing

og slikker sin levende ren

som hesten løber ind i ilden

uden at se sig tilbage

der er altid en ny kamp at udkæmpe

der er aldrig fred

altid en krig et eller andet sted

en utrolig undertrykkelse

et så krigerisk kød

skræv mod skind

det er altid værd at styrte

en gammel orden

om du så selv må styrte

blive et med styrtet

hvem har frataget

amazonen hendes våben

i denne sortblå aften

hun ligger i sølet

og græder tørre

tårer rasende gråd

pisker i hende

er det afsked

der er hendes

krig

kanonkuglens runding er perfekt

som et afskåret bryst

det kan hundene få

de sultne tæver og deres kuld

der findes ingen fred, kun krig

over alle bjerge er der ingen ro, kun skrig