Védís, en ung, enlig mor, mister pludseligt sin far, og Aprilsolskinskulde følger hende gennem sorgen; den beskriver kærligheden, der kommer næsten lige så uventet som tabet af faren, og den begyndende rejse ind i et mentalt forvrænget univers — alt sammen i ét evighedsøjeblik. Elísabet Jökulsdóttir giver Reykjavik og byens indbyggere et særligt skær gennem sin originale og særprægede stil, som i Aprilsolskinskulde er glasklar og dyb, præget af lyrisk frihed og bevægelighed. Hun forstår at give husene liv og ånde, som var de et levende landskab; selv mellemrummene imellem dem får liv.
Hvad sker der mellem mennesker, når ordene svigter? Mister deres betydning? Når forbindelsen til sproget brister, hvad gør man så? ”… for verden ville ikke eksistere, hvis det ikke var for ordenes betydning, den ville smuldre, og så kan mennesket ikke leve i den” står der i bogen.