Transfervindue

Jeg må være på den anden side af muren. Jeg står uden for det store supermarked og ligner en hjemløs. Der kommer en mand imod mig og lægger en mønt i min hånd. Jeg tager den forskrækket til mig. Jeg må komme hjem med noget. Sojamælk, bananer og honning. Det mangler vi altid. Jeg stiller mig i køen, og det er først, da varerne er kørt igennem, og den trætte ekspedient kigger undrende på mig, at jeg opdager, at jeg er i gang med at betale med et mirakel

Det eneste, der frustrerer mig ved næste dimension, er, at du ikke skal med

Jeg vil ikke have mere af det hvide. Jeg vil ikke bede om mere af det hvide. Ikke flere hospitalsskjorter i medium eller large. Ikke flere træsko eller sandaler eller Stan Smith. Ikke flere lyse striber eller forpustet brød. Jeg skal om på den anden side. The place that scares you. Til planeternes milde, syngende støj. Jeg skal flyve med ørne. Jeg skal flyve med morfar. Jeg skal videre, jeg vil få nye venner, og der vil ikke være nogen problemer.

Jeg sidder hernede og ryger cigaretter. Jeg sidder her og ryger cigaretter, selvom jeg ikke må

var altid ærlig om mit groteske behov for opmærksomhed. Min meddelelsestrang. Og jeg skulle øve mig i ikke at dele tanken med verden, men nøjes med at fortælle det til dig. Disse hemmeligheder, vi havde, som alle vores omgivelser var misundelige på. Denne lykke har jeg ikke længere. Disse nærmest telepatiske evner, hvor vi ikke behøvede at sige noget. De aftener med rødvin, hvor vi sagde en hel masse. De gange, jeg bare kunne pege på et billede. De morgener, du havde lagt en bog frem. Intet har jeg kunnet erstatte det med. Og det begynder at gøre ondt. Det river i kroppen og er værre end de smerter, jeg egentlig får medicin for i en ganske høj dosering.

eg vil egne mig så utrolig godt til at blive gammel. Mit mellemlange grålige hår skal redes helt tilbage, mine jakkesæt skal skræddersys. Jeg vil bære store ruskindsstøvler og dyre frakker i sorteret uld. Jeg vil interessere mig for fugle. Jeg vil have en lille kikkert om halsen. Og en stor en med fødder på første sal af det hus ved den svenske skovsø, som vi byggede, dengang vi var unge. Jeg sidder oppe på hemsen, som du tegnede til mig. Der er store vinduer ud til søen. Et skrivebord, jeg i hvert fald har skrevet en håndfuld bøger ved. Vi plantede en rose, første sommer huset stod færdigt. Nu rager den op til første sal og må klippes ned hvert eneste år. Jeg vil have vinkælder, børnebørn, efterløn, otium, tre måneder i varmen om vinteren og alligevel brokke mig over cyklister på fortovet. Jeg vil rundrejse, skrælle æbler på offentlige bænke, blive en Gnags-sang, se film om formiddagen, og jeg vil bekræftes i, at du vil forblive præcis så smuk, som du altid har været

krop var ikke smadret fra starten af, jeg kan huske at stå i foråret, helt crisp. Når jeg kigger på de unge medarbejdere, er det ikke dem, jeg vil have, det er deres kroppe, der ikke er ødelagt, jeg vil have, så jeg kan ødelægge dem.

Han dansede i de uendelige aftener på Finsensvej. Han dansede i de uendelige morgener på Finsensvej.

Min mor vil miste mig igen. Denne gang for good. Min søn vil kalde på mig i søvne. Mine venner ved ikke, hvor eller hvornår de skal tænde deres lys. Ser man ud eller ind ad et transfervindue?

Mange spørger om, hvorfor det lige er Nordsjælland, der blev indrettet sådan her. Der er en verserende retssag imellem staten og flere af de tidligere beboere. De kan ikke fatte, at de blev smidt ud af en af verdens smukkeste kystlinjer. Men den er jo så hvid, så uskyldsren, så kaldet til at ændre historien.