Forstå din teenager

Jeg elsker dig og vil derfor gøre alt, hvad jeg kan, for at drikkeriet, hashen, stofferne, tristheden, vreden, vores konflikter (vælg selv) ikke bestemmer over dit liv, din fremtid, vores fælles liv. Og jeg vil gerne sammen med dig finde ud af hvordan. Jeg bliver ved, indtil vi har fundet en løsning, en anden vej sammen.

Det kan også være, at du bliver opfattet som en, der hele tiden fokuserer på det, som ikke bliver gjort, og ikke har blik for, at der også er opgaver og områder, som den unge klarer godt. Som en 15-årig dreng siger:
Når de voksne kommer ind ad døren om eftermiddagen, starter de altid med at snakke om det, man ikke har gjort. Tænk, hvis de startede med at sige goddag, sætte sig og falde lidt ned, inden de gik i gang med remsen.
Hvis vi gerne vil i snak med vores unge, bliver vi nødt til at være opmærksomme på, at vi gerne vil netop det. Og det kræver noget helt andet end bare at fortælle dem, hvad de skal gøre. At tale med er ikke det samme som at tale til. Omvendt har vi jo til tider et vigtigt anliggende, som er årsagen til, at vi ønsker at tale sammen. Så hvordan kan vi tilgodese både vore egne og den unges ønsker?
Vi kan starte med at se lidt på os selv. Hvor ofte er vores kontakt til den unge en henvendelse om noget, som skal gøres – som er gjort forkert eller som allerede burde have været gjort? Prøv engang på en dag at registrere dette, uden at sige noget, bare tæl. Formodentlig vil du komme op på i hvert fald et tocifret tal.
Tænk over, hvordan du selv ville reagere, hvis din partner gjorde det samme over for dig? Hvordan det kan blive lidt anderledes? Måske kan du starte med, når du kommer hjem, at sige goddag og spørge til, hvordan den unges dag har været, inden du går i gang med dine ønsker og forventninger.

Psykoanalytikeren C. G. Jung mener, at netop den periode i livet er kendetegnet ved, at den voksne stiller spørgsmålstegn ved det, som tidligere blev taget for givet. Ligesom man i kraft af egne forældres aldring og dermed øget bevidsthed om egen død oplever sig selv og sit eget liv som mere sårbart og skrøbeligt. Så den unges kritik eller afstandtagen kan nemt ramme den voksne, som i forvejen står og svajer. Det er ikke underligt, at mange teenageforældre bliver usikre.
Samtidig er opgaven som forælder ved at ændre sig. Man er ikke længere nødvendig i samme omfang. Man oplever sig sjældent anerkendt for det, man gør, i hvert fald ikke af den unge. Man har også langt mindre kendskab til sin datter eller søns indre og ydre liv end før og deltager formodentligt også mindre i det.
For mange forældre skaber det i sig selv et tomrum og opleves som et tab. Dette skal også ses i lyset af, at forælderrollen er en af de mest anerkendte identitetsskabende roller, vi har i dag. Man er som teenageforælder derfor sjældent alene om sin usikkerhed. Rigtig mange andre tumler med samme problemer. Uvist af hvilken grund er det bare ikke lige så almindeligt at tale om sin tvivl og usikkerhed som teenageforældre, som når børnene er små.