Tidens orden

Vi forstår psykologien (lidt, ikke så meget) ved at studere, hvordan vi interagerer indbyrdes, hvordan vi tænker … Vi forstår verden i dens tilbliven, ikke i dens væren.

Augustin fremstiller det meget smukt. Han støtter sig til musikken. Når vi lytter til en salme, får hver enkelt lyd sin betydning af de lyde, der er gået forud for den, og af dem, der kommer efter den. Musikken har kun mening i tiden, men hvis vi i ethvert givet øjeblik udelukkende befinder os i nutiden, hvordan kan vi så begribe denne mening? Det skyldes – bemærker Augustin – at vores bevidsthed bygger på erindringen

Blandt de talløse dele af verden vil der være nogle særlige, for hvilke de tilstande, der er forbundet med et yderpunkt af den termiske tid, kun har få konfigurationer. For disse systemer er strømmen ikke symmetrisk; entropien tager til. Denne vækst er det, vi oplever som tidens strøm

Vi betragter universet indefra, idet vi kun interagerer med en ganske lille del af de utallige variabler i kosmos.

Ét er tiden med dens mange bestemmelser, noget andet er den enkle kendsgerning, at tingene ikke „er“; de sker.

Ved nærmere eftersyn er selv de „ting“, som ligner „ting“ allermest, i virkeligheden ikke andet end lange begivenheder. Selv den allermest solide sten viser sig i lyset af det, vi har lært af kemien, af fysikken, af mineralogien, af geologien og af psykologien, at være en kompleks vibreren af kvantefelter, en momentan interaktion af kræfter, en proces, som i et kort øjeblik formår at holde sig i balance, så den ligner sig selv, inden den igen opløser sig i støv, et forbigående kapitel i historien om den indbyrdes interaktion mellem klodens elementer, et spor af en neolitisk menneskehed, et våben for gadedrenge, et eksempel i en bog om tiden, en metafor for en ontologi, et stykke af en opdeling af verden, som afhænger mere af vores krops perceptionsstrukturer end af den perciperede genstand, og så videre og så videre, en indviklet knude i det kosmiske spil med spejle, som udgør virkeligheden.

Felterne manifesterer sig i granulær form: elementarpartikler, fotoner og gravitationskvanter, altså „rumkvanter“. Disse elementarkorn lever ikke omgivet af rummet: De udgør selv rummet. Eller rettere: Verdens rumlighed er det net, der udgøres af deres interaktioner. De lever ikke i tiden: De interagerer uophørligt med hinanden, ja, de eksisterer faktisk kun som disse uophørlige interaktioner. Og denne interaktion er det, der hænder i verden: Den er tidens mindste elementære form, som hverken er orienteret elle

Alle Adams børn udgør ét eneste legeme,

de er gjort af samme stof.

Når tiden plager

en del af legemet med smerte,

lider de øvrige dele.

Mærker du ikke de andres smerte,

fortjener du ikke at kaldes menneske.

Der findes regelmæssigheder, repræsenteret ved det, vi betegner som fysikkens love, som knytter forskellige begivenheder til forskellige tider, symmetriske regelmæssigheder mellem fremtid og fortid … I den mikroskopiske beskrivelse er fortiden ikke i nogen forstand forskellig fra fremtiden.III

Sandheden er, at man må afstå fra at stille det spørgsmål.30 Der er ikke noget bestemt øjeblik på Proxima b, der svarer til det, der er nutiden her og nu.

Kære læser, hold en pause, og lad denne konklusion bundfælde sig i dine tanker. Det er efter min mening den mest forbløffende konklusion i hele vores tids fysik.