Henrik Ibsen

Lidt før klokken halv to ankom også Haakon VII, Norges nye konge, som Ib­sen aldrig nåede at møde.

Ib­sen hørte ikke til i det 20. århundrede, og de få år, han levede i det, var på lånt tid. Der ligger en urovækkende symbolik i, at han blev ramt af sit første slagtilfælde i år 1900; som om han blev nægtet adgang til den nye tidsalder.

Efter sin mors død i 1914 opholdt han sig helst i udlandet, og i 1920’erne købte han og Bergliot et hus i Sydtyrol, ikke langt fra Gossensass. Her, i Villa Ib­sen, boede de resten af deres liv.

Da den svenske statsminister i 1904 nægtede at gå med til, at norske konsulatsembedsmænd blev udnævnt i Norge, gik det stærkt med ensidig norsk handling for at opløse unionen.

Det må sygdommen være skyld i, for Sigurds skæbne var i virkeligheden til at græde over.

I 1905 solgte Sigurd de skandinaviske rettigheder til sin fars værk til Gyldendal for 150.000 kroner, og snart fulgte Bjørnson efter. I 1925 købte direktøren for Gyldendal Norsk Forlag, Harald Grieg, rettighederne tilbage. De store digtere skulle fortsat tjene nationen.

Godt et år efter Ib­sens død var også Grieg væk. Året efter igen gik Lie bort. Alexander Kielland døde samme år som Ib­sen, 56 år gammel. I 1910 døde Bjørnson også under store lidelser på et hotelværelse i Paris. I løbet af århundredets første årti var de fleste af de digtere, der blev anset for at høre til den norske guldalder, lagt i graven. Georg Brandes overlevede dem alle; han døde først i 1927. Den norske guldalderdigtning var opstået på et dansk forlag, og i begyndelsen af det 20. århundrede så det ud til, at den også skulle ende der.

I 1899 fik hans karrieremæssige ørkenvandring omsider ende, da han blev ansat som ekspeditionschef i Indredepartementet.

Er man kun alkoholiker, hvis alkoholen har sociale konsekvenser, hvis arbejdet forsømmes, den personlige hygiejne forfalder og familien ødelægges?

I så fald var Ib­sen ikke alkoholiker.