Tradition og nybrud: Pico della Mirandola

En ny tanke dukker da op, renaissancens egen tanke om den grænseløse virksomhed, de skrankeløse muligheder og den uendelige produktivitet. Pointet er ikke længere, om virksomheden rettes mod det ene eller det andet, men at den i sit væsen er uden nogen afslutning. Og i denne tankes horisont viser en ny tid sig, hvor ikke længere antikkens harmoni eller middelalderens i alle planer velordnede opbygning, men hvor rastløsheden og det umådelige er det karakteristiske.

Hvert menneske er en verden, enestående og privat. Derfor kan han kun meddele sig i symbolik, i ord og billeder, i skrevne texter og i kunstneriske skabelser, kort sagt: ved i metaforiske omskrivninger at lade sin verden repræsentere ved noget andet. Men selv om hvert individ således er sin egen verden, er dog i anden forstand det ene menneske fælles med det andet om verdenen og dens ting, for det er jo det samme ene univers, der i hvert menneske bliver enestående og privat. Følgelig er symbolske frembringelser, og det vil jo for Pico sige hele det kulturelle livs område, lovbundet og i stand til at blive udlagt; det kan tilbage-oversættes af det enkelte menneske til den adækvate mening. Det er let at se, at de tanker, Pico her gør sig, er et forstade til den langt mere omfattende metafysiske teori, som Leibniz sidenhen udformede under begrebet harmonia præstabilita.

Sandheden kan slet ikke på den måde overføres; den har sin kilde i det indre og må udarbejdes individuelt i personens skikkelse; anderledes er den slet ikke til. Det er indlysende, at Pico her genoptager den sokratisk-platonske tanke om vilkårene for den etiske videns erhvervelse4

hvert eneste menneske helt ud er den ganske uendelige sandhed, men i individualitetens uafhængige perspektiv. Og anderledes kan sandheden ikke existere, for den bliver altid til indefra i frihedens souveræne udfoldelse

At menneskeheden overhovedet, til forskel både fra dyrene og englene, har en historie, beror alene på det for mennesket specifike, at det ikke er bundet til en bestemt natur og skal udfolde sin tilværelse indenfor på forhånd afstukne grænser. Men da gælder det også, at man må overskue historien i dens omfattende sammenhæng for at nå til et sandt og adækvat begreb om menneskets væsen; ingen epoke eller frembringelse kan lades ude af betragtning.

Fordi mennesket aldrig er bundet til betingelser, er det dets pligt i ubetingethed at leddele en verden omkring sig; det er i denne forstand, det kan siges, at menneskehedens historie er den uendelige udarbejdelse af det menneskelige væsens univers. Men derfor er da heller ingen epoke »sand« i modsætning til andre, for de ejer alle hver for sig sin specifike sandhed, eller de ejer alle sandheden hver i sin specifike udformning.

Tesernes altindbefattende mangfoldighed er ikke et udtryk for kaos, men er båret af den urokkelige overbevisning, at sandheden på een gang er en grænseløs verden og dog en enhed. Det uendelige ligger for Pico ikke i astronomiske bestemmelser, men i menneskets mangel på en forudgivet natur, i frihedens mangel på fastsatte skranker og mønstre. Men derfor vil det også være et misgreb, ja en umulighed, at frembringe en verden, en sammenhængende organisation, ved beskæringer og endeliggørelse. Et univers i sammenhæng og harmoni kan først nås ved i fuldt omfang at lade alle røster lyde med og alle områder blive repræsenteret, thi harmoniseringens kilde er ikke beskæringen og endeliggørelsen, men centringen og dermed individualiseringen af den grænseløse verden.

Ganske som hos Plotin indtager mennesket som anima den centrale og formidlende plads i hierarkiet, men medens Plotin blot havde forstået dette som en lokalisering, af hvilken der derpå fulgte etiske konsekvenser, bliver det af Ficino udvidet til det i metafysisk henseende absolut betydningsfulde: det er mennesket som anima, der forbinder Deus og mens angelica med qualitas og corpus og derved overhovedet binder verden sammen til et univers

For efter Picos virkelige mening existerer der overhovedet ikke noget enkelt og realt kosmologisk system; det reale er individualiteten og dens frihed, og når individualiteten tvunget af sin frihed udfolder sig selv, udfolder den sig selv i en verden, dens egen tilblivelse er samtidig tilblivelsen af et univers; når mennesket vælger sig sin plads, centrer det dermed et kosmologisk system omkring sig.

den endelige samarbejdning af det kosmologiske og det antropologiske synspunkt var Leibnizs indsats og er i realiteten rent ud indholdet af hans filosofi. Universet er uendeligt, men i sin blotte uendelighed er det på en vis måde slet ikke til; det bliver først i egentlig forstand til, når det strukturerer sig om et centrum. Tilværelsen kan ikke betragtes i og for sig; den kan kun betragtes fra en synsvinkel; men da tilværelsen er uendelig, er synsvinklernes antal uendeligt, og der udfolder sig da et uendeligt antal af verdener, monader, der alle er indbyrdes ens, forsåvidt de hver for sig repræsenterer hele universet, og dog er indbyrdes forskellige, forsåvidt de repræsenterer hver sit specifikke synspunkt eller centrum19