Leif E. Christensen giver ikke sociologiske samtidsstudier. Det moderne hos ham ligger dybere. Skønt hans fortællinger ofte er henlagt til fjerne tider og steder — trediveårskrigens dage, byer som Mainz og Rotterdam, eller menneskesindets grænseegne — vil ingen kunne være i tvivl om, at de behandler menneskets situation i vor egen tid.
Kunstnerisk nerve og dyb intuition er karakteristisk for denne digter. Men også en visionær fantasi, der giver anskuelighed til det intuitivt anede, og desuden en intelligens, der bistår artisten i hans stræben mod klarhed og letforståelighed.
Det foreliggende udvalg af Leif E. Christensens noveller er samlet omkring titelnovellen, et eventyr om menneskets „forgæves og dog så lykkelige“ søgen efter regel og orden i tilværelsens kaos. En nutidsnovelle med storbymiljø er sat som udklang.
