Brændende skyld: Afsnit 5

Hun stirrede på sine hænder med brændende øjne og så sener og knogler blive synlige, efterhånden som huden langsomt smeltede. Hun hørte sin mor skrige. Et skrig, som borede sig langt ind i hendes hjerne, der kogte. Benene var ubevægelige, som om hun var smeltet fast til jorden. Så fik hun øje på ham. Villads. Han gik sløvt og målbevidst ind i ilden, som om den ikke skadede ham. Hun ville skrige, at han skulle holde sig væk, at han skulle tage tilbage til København og blive der, men det brændte også i halsen og helt ned i mavesækken.