Når violerne blomstrer

jeg havde lyst til at le, men jeg kunne slet ikke lade være. “Folk arrangerer mesterskaber i stensmut herude?”
“Det kan du tro,” sagde han. “Nu er det din tur.”
Jeg kiggede ned i sandet og rakte ud efter en flad sten. “Okay,” sagde jeg, førte armen bagud, så fremad og slap stenen. Den ramte vandoverfladen med et plask og gik til bunds. “Der kan du selv se. Jeg dur ikke til det.”

Har du taget mit eksemplar af Og årene går: en kvindes liv?”
Jeg havde læst bogen på vores bryllupsrejse til Tahiti seks år forinden, selvom det ikke var mindet om turen, jeg ønskede at genoplive mellem dens slidte sider. Jeg aner stadig ikke, hvordan en Pulitzer-vindende roman fra 1931 af afdøde Margaret Ayer Barnes var endt i en støvet stak bøger til fri afbenyttelse i feriestedets lobby, men da jeg samlede den op og knækkede dens spinkle ryg, mærkede jeg en dyb genkendelse, som jeg havde svært ved at forklare. Bogen fortalte en bevægende historie om kærlighed, sorg og accept, om hemmelige lidenskaber og betydningen af ens inderste tanker, og den ændrede for altid den måde, jeg opfattede mit eget forfatterskab på. Måske var den endda årsagen til, at jeg holdt op med at skrive. Joel havde aldrig læst bogen, og det var jeg glad for. Den var simpelthen for intim til at dele med nogen. At læse den var som at læse min egen uskrevne dagbog.

det portrættet i dit atelier? Det af kvinden på stranden?”
“Ja,” sagde han. “Hun sagde, at det var til hendes mor. Jeg malede det ud fra et gammelt fotografi.”
“Jack

det er mig.”
Det var en velkendt stemme, men hvis? I min halvsovende tilstand tog det nogle sekunder at huske, hvor jeg

jeg kunne heller ikke sove længere, så jeg gav mig til at læse i dagbogen.
Bobby sov, da jeg kom tilbage fra mødet med Elliot. Det

marts
“Har du lyst til, at vi tager ind til Seattle i dag?” spurgte Bee over morgenmaden. Folk på Bainbridge Island talte altid om Seattle, som om stedet var en totaloplevelse

Som jeg stod dér i entreen var der god mulighed for at overskue huset. Spisestuen fangede straks min opmærksomhed med dens dunkle merlotfarvede vægge og det store, tunge egetræsbord. Jeg spekulerede

læste endnu en times tid uden at lade mig forstyrre af hverken tudende færger eller folk, der var ude at lufte deres gøende hunde. Esther holdt sit løfte og tilgav ikke Elliot. I månedsvis blev han ved med at skrive

Emily,” kaldte Bee ude fra gangen. Jeg kunne høre hendes stemme komme nærmere og døren blive åbnet med en lille knirken. Jeg slog øjnene op og fik øje på Bee

er så dejligt, at du er kommet, min ven,” sagde Bee, da hun susede væk fra færgeterminalen. Sikkerhedsselerne