Vindens skygge

En regnvejrseftermiddag derude på bjergskråningen på Montjuïckirkegår– den, med udsigt til havet gennem en skov af utrolige gravmæler, en skov af kors og sten med udhuggede dødningeansigter og børn uden læber og blik, som stank af død, omridsene af en snes voksne mennesker, som jeg kun kunne huske som sorte sæt tøj gennemblødt af regnen, og min fars hånd, der holdt for hårdt om min, som om han på den måde ville stilne sine tårer, mens præstens hule ord faldt ned i denne grav af marmor, som tre ansigtsløse gravere skubbede en grå sarkofag ned i, og regnen gled over sarkofagen som smeltet voks, og jeg syntes, jeg kunne høre min mors stemme kalde på mig og trygle mig om at befri hende fra det sorte stenfængsel, men jeg formåede ikke andet end at skælve og mumle uden stemme til min far, at han ikke skulle klemme mig så hårdt om hånden, det gjorde ondt, og lugten af frisk jord, jord af aske og regn, opslugte det hele, en lugt af død og tomhed.

Nogle gange tror vi, at mennesker er lotterisedler: At de er til for at realisere vores absurde forventninger.“

„Han er ikke noget slet menneske, Daniel,“ sagde han. „Enhver elsker på sin egen måde.“

så længe nogen husker én, er man i live.

Der findes værre fængsler end ord.

Tiden går hurtigere, jo mere indholdsløs den er. Liv uden betydning kører forbi som tog, der ikke standser på din station.

Min eneste bekymring havde været at bevare min anonymitet og skjule ansigtet og fornægte den, jeg sagde, jeg elskede, men som jeg kun udnyttede.

En ting er at tro på kvinder, noget andet at tro på, hvad de siger.“

den der virkelig elsker, elsker i tavshed, med handlinger og aldrig med ord.

at en bog er et spejl, og at vi kun kan finde det i den, som vi har inden i os selv,