En roman om kærlighed

Da Ester kom hjem den nat foretog hun sit sædvanlige aftentoilette. Denne lørdag var det et år siden Hugo var til middag hjemme hos hende. De havde spist en rødlig ret, og han var gået hen til vinduet for at ryge en gang i timen. Om en uge havde hun oplevet et års lidelse. Den blev voldsommere og mere koncentreret i nogle dage nu, men var renere og mindre uklar.
Der var ikke mere at forstå.

Hun om nogen burde vide at den som forlader ikke føler nogen smerte, den som forlader har ikke brug for at tale for der er ikke noget at tale om. Den som forlader er færdig. Det er den store smerte. Det er den som bliver forladt som har brug for at snakke i en uendelighed. Og al denne snak er kun et forsøg på at fortælle den anden at han har taget fejl.

Hun bankede på.
– Ja? hørtes hans stemme, venlig og ventende.
Hun gik et skridt ind i entreen. Hvor havde hun længtes efter det her, at tale rigtigt ud med ham, uden forstyrrelser, hjemme hos ham, når ingen af dem var på vej et andet sted hen.

Ester Nilsson stod på Kommendörsgatans fortov med stivfrosne fødder og tænkte at de havde usædvanlig livlige medarbejderaktiviteter på den her arbejdsplads. Hun ventede i yderligere en lille time i sin alt for tynde frakke.

I aften havde de chancen for at få talt ud. I aften måtte der ske noget. Hun gik tilbage til hans hus. Han skyldte hende en ordentlig samtale.

Hun så de to gå ind gennem hans dør. Så gik hun hen ad fortovet hvor hun havde gået så mange gange før. Hvor mange fortove kan et menneske gå hen ad før hun giver op?

Det var nu jeg mistede ham og knuste det skrøbelige som var begyndt at spire igen. At tage os begge med ud at spise var en test, og her blev han endegyldigt klar over at mig vil han ikke have. Her forsvandt den sidste tvivl som han ville afprøve i aften.

I nogle sekunder blev Ester grebet af en følelse af at hun havde haft chancen for at genoptage et forhold til ham, men havde ødelagt det hele ved at optræde storsnudet, hvast og polemisk.
Nu vælger han den anden i stedet for mig, tænkte hun.

Den anden/første kvinde vendte tilbage. Ester så at han smilede varmt og glitrende til hende, at han trak hendes stol ud og hørte ham sige:

Snefnuggene lagde sig på deres skuldre og smeltede ikke. På Eva-Stinas skuldre smeltede de straks